fredag den 23. august 2013

Et nyt liv.

Jeg skal starte mit nye liv nu, og jeg glæder mig. Men mit nye liv ligger i den by, hvor mit hjerte blev trådt på. 
Jeg er tilbage i en ny lejlighed. Den er flot, men omgivelserne gør mig bange. Jeg ser alle de steder, som jeg før forbandt med hjertesmerte. Og hver gang der er en mørkhåret fyr, så tror jeg, det er ham. Det er som om jeg bliver stukket med en kniv. Lige midt i hjertet. Det kan godt være, at jeg følte at jeg var kommet ovenpå igen, men lige nu føles set som om, at det hele skete i går. 

mandag den 12. august 2013

Bange.

Jeg er bange, nærmest angst. Jeg ved ikke hvorfor, eller jo. Jeg ved det egentlig godt. Jeg skal til eksamen i morgen, og i hele mit 22-årlige liv har jeg kun haft fiaskoer. Jeg har heller aldrig læst op til eksaminerne, men stadig.. Fiaskoerne sidder fast i mig, og jeg har mere på spil denne gang. Jeg har en mærkelig tanke, som angriber mig en gang i timen. Den fortæller mig, at folk ikke ville kunne elske mig, hvis jeg ikke klarer det godt.
Jeg er for træt i mit hoved, og jeg kan egentlig godt stoffet. Nu skal jeg bare vente, men hvad nu hvis det ikke er nok, at kunne sine ting? Det handler jo om, at fortælle det videre. At stå foran en tavle og vise, hvad man dur til. Men hvad nu, hvis man slet ikke synes man dur til det? 
Jeg gruer for, at jeg skal fortælle folk, at jeg fik 02, derfor forbereder jeg dem på det allerede nu. 

fredag den 9. august 2013

Ukendt.

Jeg har ofte tænkt på, at A aldrig rigtig kendte mig. Jeg havde godt lagt mærke til, at når han omtalte mig, så lød det lidt anderledes end hvordan jeg virkelig var. Men vidste ikke, at når det gik op for ham, at det ikke var sandt, at han så ville stoppe med at elske mig.

torsdag den 8. august 2013

Den første lyd.

Den første lyd fra ham, A. Han skrev til mig efter 3 (i mine øjne) meget lange måneder uden kontakt overhovedet.
Han havde hørt, at jeg kommer til hans by, og så ønskede han mig tillykke. Han sagde også, at hvis jeg en dag ville ses, så skulle jeg sige til. Drømmene bliver rusket op, og jeg kan ikke sove om natten, fordi jeg tænker på ham og mig, og den fremtid, jeg så gerne ville have. Han mener jo sikkert ikke noget med den SMS, men det tror min underbevidsthed vist lidt. 

onsdag den 31. juli 2013

Fantasi

Når man oplever, at nogle forlader én, når man ikke selv er klar til det, så fantaserer man. Man fantaserer om, at han fortryder det. Man fantaserer om en hjerneblødning, som han heldigvis vil komme over, og pludselig elske én igen. Man går og drømmer om, at det hele bare var en drøm.

Så går der måneder, man kommer lidt op til overfladen, og så fantaserer man igen. Denne gang om dagen, hvor han ser én med sin nye kæreste, som er endnu flottere. Og sødere. Og dejligere end nogen anden i hele verden. Eller man fantaserer om dagen, hvor man løber 10 km (uden sved på panden og med gyldent hår, der blæser flot i vinden), hvor han så kommer forbi, helst trist og uoplagt. Jeg tænker meget disse møder. De der møder, som jeg ved kommer. Men efterhånden ved man jo også inderst inde, at mødet nok bliver en trist søndag i Super Brugsen med den billigste leverpostej i kurven og måske endda også nogle tamponer. Sådan er det jo altid.

I dag mødte jeg hans bedste veninde og hendes kæreste. Eller... Mødte er så meget sagt. Kæresten og jeg kiggede på hinanden. Og jeg var hende pigen, der havde alt for meget tøj på, en god gammeldavs skolerygsæk, en telefon helt oppe ved øjnene og endelig et undrende blik, da jeg ud af det blå genkende to meget forelskede mennesker. De der få sekunder, hvor det havde været i orden, at sige Hej, de var gået, da min hjerne endelig kunne finde ud af, hvad der foregik. 
Nu fantaserer jeg bare om, at de fortæller ham, at de så mig. (Og at det lignede, at jeg havde det for fedt, som jeg kom gående ned af Falkoner Allé)

tirsdag den 30. juli 2013

Livet bliver stort lige omlidt

Det kilder i min mave, og langsomt falder tingene på plads.

Jeg savner stadig, men der er så meget andet. 

Jeg ved, hvor jeg skal bo. Jeg ved, hvor jeg skal studere.

Der er et vækkeur, der ringer kl 6.30 hver morgen. For jeg har nemlig noget, at lave.

Folk fortalte mig, at man ikke kendte lykken, hvis man ikke havde prøvet smerte. Jeg tror, de har ret.

tirsdag den 23. juli 2013

1 skridt frem... Og 10 tilbage.

Det startede jo egentlig som en god dag. Jeg hørte sørgelig (men god) musik før skole, og jeg tænkte lidt på, at jeg var ved at blive hel igen... Sådan nu når jeg kunne høre sørgelig musik, og alligevel føle mig glad. 
Hen op ad formiddagen fik jeg en SMS omkring min facebook. Om jeg havde åbnet den igen. Men det havde jeg jo ikke. Senere skrev en anden om det samme. Til sidst gik jeg ind på det store cyberspace, lige derinde hvor A også findes et sted. Sandt som det var, så var min facebook blevet oprettet igen. (TAK facebook. Du forstår bare at være påtrængende). Det endte med at jeg liiiiige måtte tjekke hans profil. Hvorfor? HVORFOR!? Altså mennesket (i hvert fald mig) bruger alt for lidt hjerneceller til at tage sådanne valg. 
Det var ikke fordi hans offentlige profil var fyldt med Info, men der var nye billeder og nye piger, som likede ALT hvad der kunne likes. Det gav en mavepine, som man ikke skulle tro kunne kom af en facebook. Men det gjorde ondt. Ufatteligt ondt. Jeg kom i tanker om, at han faktisk lever. At han er derude et sted, at han oplever ting - ligesom jeg gør. Han er stadig et menneske, som føler ting. Tanken om dét fik mig til at føle, at det hele var nyt igen. Det fik mig til at stille spørgsmål som: HVORFOR savner du mig ikke? HVORFOR er dit liv bedre uden mig i det? HVORFOR kunne du ikke elske mig, ligesom alle mine venner og familie gør? 

Jeg har lyst til at spørge ham. Men men men, jeg ved jo godt, at der aldrig vil være et svar, for nogle ting vil for altid være uforklarlige. Følelser er én af dem. 

torsdag den 18. juli 2013

At savne... Hvad?

Hvordan ved man, at man savner ham og ikke det? Der er mange, der siger: "bare rolig, det er ikke fordi du savner ham, du savner bare det I havde." Men det gør jeg altså ikke.. Tror jeg. 
Hvorfor skulle jeg savne noget, der ikke var godt? Jeg mener, jeg var jo ked af det hver dag. Jeg var usikker og jeg lavede ingenting. 
Jeg savner jo ham. Som personen A. Min bedste ven. Men folk bilder mig noget andet ind.

tirsdag den 16. juli 2013

Et nummer.

Jeg gav en (meget flot) fyr et nummer i dag. Det var ikke mit nummer, men min venindes. Alligevel fik det mit hjerte til at banke, da jeg skulle gå over til to (meget flotte) fyre, for at forlange dem deres opmærksomhed. Men det hjalp. Som små millimeter. Et lillebitte skridt frem i den rigtige retning. Væk fra A. Og så selvom det ikke var mit eget nummer, jeg gav.

mandag den 15. juli 2013

Dig og mig.

Tænker på den vinterdag, hvor vi sad på toppen af en bakke og så ud over byen. Det var alt for koldt og lidt for sent. Jeg græd, du græd. Vi vidste begge, at vi ikke kunne gøre hinanden lykkelige, vi turde bare ikke sige det højt. Det var ikke, hvad vi havde håbet. Tænker på de ord, du sagde - at vi hørte sammen, dig og mig. Vi skulle nok komme igennem det. Det sagde du. Men du følte det nok ikke, jeg gjorde i hvert fald ikke. Det var nok derfor, jeg aldrig stoppede med at græde.

fredag den 12. juli 2013

torsdag den 11. juli 2013

De bedste minutter.

De bedste minutter er, når jeg glemmer ham. Altså glemmer ham sådan så det føles, at jeg aldrig har mødt ham. Det sker sjældent, men når jeg så finder ud af, at jeg har glemt ham i få minutter, så smiler jeg.
Jeg glemmer ham kun, når jeg skal lave en indviklet ligning. Jeg tror, det er sundt at lave matematik, når ens hjerte er knust. 
Jeg kunne sagtens snakke om de værste minutter. Men det gider jeg faktisk ikke. Der er stadig mange (lange) minutter, men jeg vil fokusere på alt det gode. For der er en masse godt. 

Men én ting har jeg tænkt på; stopper man nogensinde med at savne? Det føles ikke sådan. 

tirsdag den 9. juli 2013

Følelser på en motorvej.

Altså mine følelser kører derud af. Det er dem der fører bilen, og dem der i hvert fald kører over fartgrænsen.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg føler en tomhed, men så samtidigt føler jeg en lykke. For jeg burde føle lykken. Det kører faktisk. Livet. Jeg har været på to ferier. Dejlige ferier. Jeg starter i skole i morgen. Og så har jeg fået en lejlighed fra d. 15. august. Jeg burde jo føle glæden ved det. Og det gør jeg også. Men lige ved siden af glæden, der findes tomheden. Og ved siden af tomheden findes frygten. Sådan kunne jeg blive ved. Jeg kan nemlig ikke helt finde ud af, hvad det er min krop vil fortælle mig. Eller følelserne, om man vil. 

Lejligheden ligger desuden i den by, som min ex også bor i. Det gør studiet også. Altså dét der starter 1. september. En stor måned endnu, og så skal jeg tilbage til dér, hvor mit hjerte blev trampet på. Dér hvor mit jeg blev ensomt og usikker. Jeg tror det er derfor, mine følelser kører ned af motorvejen med 160 km/t. 

mandag den 8. juli 2013

Et indlæg uden navn.

Jeg er udtømt for energi. Jeg er ikke længere mig. Jeg er træt af alle. Og jeg er træt af mit dårlige humør. Det ved alle de andre selvfølgelig ikke, for jeg smiler stadig. I deres øjne er jeg stadig den samme. 

Måske er det en permanent tanke, eller måske er det togets skyld. Jeg er på vej hjem fra Stockholm. Sidder i årtiernes bumletog, med en masse mennesker. De kan åbenbart godt kan lide tog-saunaer. Alle der sidder ved vinduerne sover sødt. Jeg sidder og sveder, som om jeg var en tyk mand med læderjakke. 

onsdag den 3. juli 2013

Et brev


Mine venner siger, at jeg skal sende ham et brev. For at få en afslutning. Men jeg ved bare ikke, om jeg vil have den afslutning? Desuden har jeg jo skrevet, hvad jeg synes. Jeg har skrevet, at jeg savner ham. Og hvad jeg føler, der gik galt. Når jeg har lyst til at skrive igen, så er det jo kun med håbet om, at han også savner mig. 





tirsdag den 2. juli 2013

Tanker

Jeg lærte en del om mig selv. På den uge, hvor jeg var i udlandet med 3 piger, som er mine veninder - men ikke tætte veninder. (Har jeg egentlig sådan nogle?). 

Jeg fandt ud af, at jeg overskred min 'comfort zone'. Men synes det var mærkeligt. Jeg har nemlig rejst meget. Jeg har rejst meget alene, og jeg har endda arbejdet og fundet bolig i udlandet - sådan helt selv. Men denne charterferie, den overskred min tryghed. Jeg var ikke tryg. Og hvorfor var jeg ikke det?

Pludselig kunne jeg se, at alle de gange jeg har rejst alene, så har det foregået i Italien. Stort set alle de ferier, jeg har været på (og hvor jeg har følt mig tryg) har været i Italien. Og hvis det ikke har været i Italien, så har jeg ikke følt, jeg havde styr på situationen. 
Nu var jeg i Grækenland, i et land, hvor jeg ikke forstår noget som helst, jeg var sammen med nogle søde piger, men de kender mig jo ikke. De ved ikke, at jeg er bange for at de kaster op foran mig. Eller at jeg stadig savner A alt for meget. 

Jeg var bange hele den første nat. Bange for at have taget en forkert beslutning. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke passer ind. Jeg er mærkeligt nervøs. Måske spiller jeg bare skuespil, når jeg er sammen med mine venner? Jeg kan i hvert fald mærke, at min energi er suget ud nu. Kan ikke være social mere. Har aflyst alle mine aftaler i dag, og har sovet i stedet. Er træt. Træt af at have så mange følelser, men ikke nogle at dele dem med. 

Håbløst.

Hvorfor savner jeg (stadig), så det gør ondt? Har jeg ikke gjort nok, for at komme videre? Der er snart gået 4 måneder, men i dag føles som om det hele skete i går. Jeg har ondt i hjertet. Tanken om, at jeg ikke er i hans liv. At han sikkert har mødt én, som han passer meget bedre med. Én som får ham til at tænke, at vores forhold alligevel ikke var 'rigtigt'. Er der en anden, som får lov til at kysse ham nu? 

Av av av. 

Det føles lidt som om, nogle har revet mit sår op. Men jeg ved ikke hvem, der har gjort det. Jeg tror måske, det er mine drømmes skyld. 

mandag den 1. juli 2013

Den ene dag synes ikke anderledes end den anden, men når du ser tilbage er alting forandret.

Jeg vil så gerne skrive noget, men kan ikke få det ud. 

Jeg har været på en dejlig ferie, og jeg elskede mit liv mange gange på den tur. Jeg fik lykkefølelsen, og jeg vidste, at det var godt for mig at opleve noget nyt. Mine øjne tog alt til sig, jeg sugede lugte, følelser og grin til mig. Jeg savnede A. Men elskede alligevel alt det, jeg har uden ham. På vej hjem oplevede jeg noget, som kommer meget nær skæbnen. Men jeg tror ikke på skæbnen. Jeg tror ikke på nogen mening med livet. Men jeg blev forundret, og nu er jeg i tvivl. Jeg rykker mig, men samtidigt går jeg i stå. Jeg kommer videre, men samtidigt går jeg tilbage. I dag elsker jeg ikke mit liv. Jeg er lidt træt af alt. Men jeg prøver... Jeg prøver at have overskud. Men det har jeg ikke.

lørdag den 22. juni 2013

Svampita

I Italien kalder mine venner mig for Svampita. Det betyder en pige, der lever i skyerne. Sådan i overført betydning. Det passer meget godt på mig. Jeg lever lidt i en drømmeverden, og er typen der spilder kaffe ud over mig selv, eller snubler over mine egne fødder. Jeg er også typen, der smider sit pas væk.
Jeg skal afsted meget tidligt i morgen, og i går aftes kom jeg i tanker om, at jeg faktisk ikke vidste, hvor jeg havde lagt mit pas. Det resulterede i en morgen, hvor jeg var meget træt af mig selv. Og en formiddag på Valby bibliotek, for at få lavet en nødpas. Hvornår lærer jeg det mon? Det er nemlig ikke første gang. Jeg vil så gerne være en pige, der ved hvor alle hendes ting er. Og en pige, der ikke snubler over sig selv. 

torsdag den 20. juni 2013

Om en ny fase.

Jeg skal på ferie på søndag. Og så skal jeg på ferie igen, når jeg kommer hjem. Efter dét starter jeg i skole. Når jeg ser min kalender indtil august, så skal jeg noget hver dag. Det er lang tid siden, jeg har set min kalender fyldt. Det skræmmer mig lidt. Jeg tænker, at fra på søndag af, så har jeg ikke plads til dårlige dage. Nu har jeg gået i et halv år, uden ordentligt job og studie. Det bliver lidt mærkeligt, at være travl igen. Jeg har jo prøvet det, men alt uvant skræmmer mig en smule. Om jeg vil det eller ej.

tirsdag den 18. juni 2013

Om rod.

Jeg kan ikke rigtig få skrevet mine tanker ned. Jeg tror, der er for mange. Jeg føler mig så nedtrykt, selvom solen står højt. Jeg ved bare ikke helt hvorfor. Mine nætter har været dårlige. Jeg har mærkelige drømme og svedeture, der får mit nyvaskede sengetøj til at være klamt igen. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg savner A. Men i morges tænkte jeg på, om det mon var fordi mit sind prøvede at fortælle mig noget. Håndterer jeg hele situationen forkert? Jeg håndterer den jo ikke rigtigt. Måske er det dét. 
Jeg var også til lægen i dag. Med mit knæ. Fik en henvisning til en fysioterapeut. Det kunne jeg godt have forudsagt mig selv, men havde lidt håbet på en magisk hånd, der kunne gøre det muligt for mig, at løbe igen. Jeg trænger til at kunne løbe væk fra mig selv. Selvom Haruki Murakami så klogt har skrevet: "No matter how far you travel, you can never get away from yourself."

Min mor siger, at jeg skal til psykolog. Men det har jeg prøvet før, og jeg ved hvordan jeg er, når jeg snakker med andre mennesker. Især de helt fremmede. Jeg lader som om, alt i virkeligheden er okay. Faktisk føler jeg, at alt er okay, når jeg sidder hos psykologen. Mange gange kommer jeg også til at give dem ret. Fx gik jeg til psykolog, fordi jeg har en fobi for at kaste op. Psykologen mente, det var fordi mine forældre altid havde været meget kontrollerende og blandt andet gik op i, hvordan deres liv så ud udadtil. Det passer slet ikke. Mine forældre bor virkelig rodet og de er ligeglade med, hvad folk synes om dem. Min mor kan græde overalt og hun kan sagtens finde på, at lave en meget upassende scene nede i fakta. 
I stedet for at fortælle psykologen, at det var helt forkert, så gav jeg hende ret. Bare for ikke at gøre hende pinlig over den forkerte analyse. Det er bare ét eksempel. Jeg gør det gang på gang. Giver dem ret i ting, som jeg ved er helt forkert. 

Der er ikke fokus i mit liv, og ej heller i dette indlæg. Jeg har vist altid manglet en form for fokus, men har også ofte haft brug for én, der kunne finde det for mig. Jeg er alt for rodet inden i, til at kunne finde ud af det selv. 

mandag den 17. juni 2013

Fake it till you make it.

Jeg smiler til mine veninder, og de smiler tilbage. De siger, at jeg endelig er kommet videre. At man kan se det på mig. Jeg griner af de desperate ting, jeg kunne finde på lige efter, han slog op. Og så griner vi sammen, for nu er jeg på den anden side. Nu kan jeg snakke om erfaring, jeg kan sige kloge ord om dét. Og jeg kan se meningen med det. Jeg forstår ham. Jeg siger, jeg glæder mig til at møde en ny. Én som vil mig. 

Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det ved jeg jo godt. Når jeg vågner om morgenen, så savner jeg ham stadig lige så dybt. Når jeg skal sove om aftenen, mangler jeg ham til at holde om mig. Når jeg går i bad, tænker jeg på om han mon har mødt en ny. Og når jeg sidder i toget, håber jeg på en fælles fremtid.

Jeg spørger tit mig selv, hvornår mon det stopper. Hvornår er jeg glad helt indeni, og hvornår stopper jeg med at savne så det gør ondt? 

Hvad der er slut for én, er uafsluttet for den anden.

Jeg er den anden.

Jeg har drømt meget i nat. Kan man overhovedet kalde det en drøm, når drømmene gør én ked af det? Jeg har drømt om en smuk pige, der var forelsket i A. Jeg drømte, at jeg stadig var sammen med ham, men hende den smukke var, i følge ham, 'vildt sød'. Jeg synes bare, hun var irriterende. 
Jeg drømte også en masse andet. Men i alle mine drømme var han med. Enten som fraværende eller som en kæreste, der ikke kunne give mig, hvad jeg havde brug for.

Øv. Det er bare en dårlig start på dagen. Er helt ør i hovedet og savner mere nu. Har lyst til at kontakte ham, men ved også godt, at det vil sætte min proces tilbage til stadie 0. Heldigvis skal jeg fejre min venindes ferie i dag. Så håber jeg, at min hjerne kan arbejde til min fordel i mellemtiden. 

fredag den 14. juni 2013

Om et ar.

Jeg har et ar lige ved siden af mit højre øje. Det var engang et modermærke. Jeg var til lægen for at få fjernet to på ryggen, men ville lige høre om det ved tindingen. Min læge blev straks mere seriøs, og jeg fik en akut tid hos hudlægen. Dagen efter skulle jeg tjekkes. Jeg fik pjecer om hudkræft og modermærket skulle fjernes med det samme. Min (eks)kæreste var med mig hele vejen. 

5 uger efter fandt de ud af, at der ikke var kræft i. Samme dag slog A op med mig.

Nu har jeg et ar, der minder mig om alt det, jeg ikke vil mindes. Lige ved siden af mit øje.

At glæde sig.

Jeg glæder mig til at starte på studie, og jeg glæder mig til at flytte. Jeg glæder mig til at starte et nyt liv, for lige nu står det altså lidt i stilstand. Men kloge mennesker siger jo, at man skal leve i nuet. Det har jeg aldrig været mester i. Jeg bilder mig selv ind, at når jeg får min egen lejlighed, så vil jeg spise sundt. Når jeg endelig er flyttet, så vil jeg træne. Og jeg vil også være en god studerende. Men til mit forsvar, så er det altså ikke nemt, når man bor hos sine forældre.
Desuden forkæler de mig alt for meget. Mine venner siger, at det er noget mærkeligt noget at brokke sig over. Men det er faktisk hårdt. De tilrettelægger deres liv efter mig. De vil have, at jeg skal bestemme aftensmaden, og så vil de servere alt for mig. Jeg siger til dem, at jeg godt kan selv, men de lytter ikke rigtigt. Det var rart, når man var hjemme i en weekend. Men tre måneder, hmm... Not so much. (Det var vist lige et lille sidespring)

Men jeg glæder mig! Jeg tror på, at lysere tider er på vej. For jeg går med en slags sommerfugle i maven over det liv, jeg ikke helt ved hvordan vil udvikle sig. Det eneste lille mente i dét at glæde sig, det er at jeg højst sandsynligt skal flytte til samme by, som min ex... Dét orker jeg ikke. Selvom der også er et lille bitte håb, som man ikke må have. Jeg håber jo inderst inde, at vi så alligevel kan få det til at fungere. Jeg håber jo, at han vil blive forelsket i den nye pige, jeg føler jeg er. Men jeg må jo ikke tænke de tanker. De tanker vil jo bare gøre mig ked af det. Og så begynder tvivlen. Glæder jeg mig, fordi jeg tror der er en fremtid med ham? Eller glæder jeg mig rent faktisk helt oprindeligt? Jeg kan sgu ikke helt finde ud af mig selv.

torsdag den 13. juni 2013

Kunsten at smile igen.

Min veninde er gravid. Det er så dejligt for hende og hendes kæreste. Jeg har været med helt fra starten. Dengang tog vi til Sverige, for hun skulle møde én hun havde skrevet med over nettet. Da de mødte hinanden, var det som magneter. De hørte sammen, det kunne alle se. Jeg glæder mig til hele forløbet og jeg glæder mig til, at jeg kan få udlevet mit moderlige gen et eller andet sted. Hun (ja, for jeg har allerede bestemt, at det skal være en pige) skal forkæles. Hun skal have det sejeste tøj og de bedste tanter i verden. 

Det får mig til at smile. Livet er så meget mere end mig og en kærestesorg. Tænk at der vokser en lille baby inde i maven på min veninde. Fantastisk.

onsdag den 12. juni 2013

Om alternativ behandling II

Jeg er jo begyndt til noget terapi i form af akupressur. Det er da nok det nærmeste man kommer på at beskrive, hvad det er for noget. Hun er i hvert fald kinesisk mediciner.

Jeg var til 2. behandling i går og jeg synes altså det er lidt mærkeligt, at være derinde. Men alligevel rammer hun rigtigt, når hun fx kunne se, at jeg har min menstruation for tiden. Hun siger at terapien hjælper på følelserne, når folk ikke kan komme af med dem selv. Hun forløser dem, kan man sige. Men man kan også gå der, hvis man har fysiske skavanker. Fx har jeg ondt i mit knæ, og det er det hun fokuserer på til behandlingen.
Det er noget med nerverne der alle ligger i fødderne, såvel som i hjernen. Hun trykker på mine fødder, og nogle steder gør at jeg pludselig bliver virkelig træt, mens andre kan give mig koldsved. Og selvom det lige så godt kan være indbildning, så var jeg virkelig i godt humør efterfølgende. Mit knæ har det dog lige så dårligt. Nå, men min pointe er, at jeg virkelig har været i godt humør efterfølgende. Sådan helt ind til hjertet. Sådan at jeg kan smile, og faktisk mene det.
Jeg nævnte mine hjertesorger, og hun sagde igen, at dem var der ikke mange af tilbage. Jeg ved bare ikke om hun har ret. Jeg savner jo A virkelig meget. Men samtidigt er der også mange andre ting, som gør mig ked af det. Fx at jeg ikke har noget at lave for tiden og at jeg bor hos mine forældre. Og så desuden er i en venteposition, hvor man ikke rigtig kan søge lejlighed før universitetet gider fortælle én, hvor man skal læse. Så måske er det faktisk ikke ham der er problemet, men mere min situation. Det er lidt rart at tænke på. Så om det er rigtigt eller ej, så holder jeg mig til at jeg ikke har så mange hjertesorger mere.

lørdag den 8. juni 2013

Om ham den dumme part two.

Ej, hvad er det lige med ham? Ja, alt ville gerne skrive i flertal, men nu er der ikke rigtig andre hankøn i mit liv. 

Jeg snakker om min gamle flamme. Altså ham jeg var forelsket i FØR min ex. Han skrev jo kl 2 om natten for nogle uger siden. Og så skrev han under distortion, hvor jeg svarede en enkelt gang. Og i nat vågner jeg så i min søde nattesøvn. Igen kl 2. Med en: har du lyst til at ses i morgen?
Hvorfor er det, at han måske ikke kigger på klokken, og så venter med at sende sms'en til på et mere civiliseret tidspunkt? Jeg blev sur, der da jeg vågnede om natten. Jeg blev sur på ham og mig selv og så også lidt på min ex. Jeg hader, at være vågen om natten..... Jeg svor til mig selv aldrig aldrig aldrig at svare ham. Mine venner siger nemlig også, at jeg kun ville blive lidt ked af det, hvis jeg så ham. Han er ikke pæn og så er han lavere end mig og ret splejset. Og så har han det med, at snakke om sit liv som om det hele bare kører. Men når man bare kender ham en lille smule, så ved man godt, at han ryger lidt for mange joints og endnu ikke ved, hvad han vil. Hvis man sammenligner med min ex (og det ved jeg jo, at jeg kommer til), så er det noget af et tilbageskridt, hvis jeg er sammen med denne gamle flamme.

Her til morgen var tanken en lidt anden; oh, jamen jeg behøver jo ikke kysse med ham. Vi er jo bare venner. Og så kan det være at jeg kommer lidt videre.

Men måske skulle man komme videre, ved at møde NYE hankøn??? Og hvornår har jeg nogensinde set den dreng, og vi så ikke har kysset. Det er jo en løgn, at vi bare er venner.

Jeg er lidt træt af mig selv nogengange... 

fredag den 7. juni 2013

At savne er godt.

Usikkerhed er knap så godt.

Jeg savner mange mennesker, ting og tider der ikke kommer tilbage. Ofte er det en rar følelse, i hvert fald på overfladen. Rar fordi den minder én om, at man har dybe følelser. Savnet minder én om, de gode stunder man har haft. Og så kan man jo ikke andet end at smile og føle kærligheden boble et sted i kroppen. 

Jeg savner de veninder, som jeg ikke længere har kontakt til. 
Jeg savner mine farfar, som døde af en kræft i hjernen, da jeg var 15.
Jeg savner min morfar, som døde af kræft i lungerne sidste år. 
Jeg savner gymnasiet, for da var alt så let og useriøst.
Jeg savner, da jeg boede på Nørrebro med min bedste veninde. 

Jeg savner det på en god måde. Jeg smiler, når jeg mindes mine bedsteforældre, tiden i gymnasiet eller andre episoder i mit relativt korte liv. Selvom det ikke altid har været nemt, så har jeg accepteret mine nedture og sagt de farveller som skulle siges. Min krop fyldes med kærlighed, for jeg ved at det er afsluttet. Jeg mindes de rare ting og kan kun smile ved tanken om den kærlighed, jeg har følt for de mennesker. 

Det gør til gengæld ondt,når jeg savner ham. For der er usikkerheden lige så stor som savnet. Jeg bliver usikker, når jeg mærker et savn til ham (hvilket jeg nærmest gør hele tiden). Jeg ved ikke om man må savne én, som nok ikke savner tilbage? Og så skærer usikkerheden én lige midt i hjertet, når hjernen begynder på sit lille spil vedrørende nye piger og ham. Usikkerheden skærer, når hjernen vil minde mig om hans nye liv, som jeg ikke er en del af. 

Så er det, at jeg savner på en dårlig måde. En måde, der gør mig ked af det - og den gør mig usikker. Det er ikke rart at savne, når man ikke kan acceptere, at savn og minder er alt hvad man har tilbage. 

torsdag den 6. juni 2013

Lang Leav II

                                   



Jeg elsker kunstneren Lang Leav. Hendes digte og tegninger har en melankolsk stemning over sig. Mange af digtene kan jeg selv relatere til. Dette, blandt mange andre, rører mig helt inde i hjertet.

Jeg gad gerne rime mig igennem mine følelser, jeg har prøvet da jeg var naiv teenager, men det lyder ufatteligt dumt. Overraskende nok. Holder mig bare til Lang Leav mm. 

Om larmende mennesker.

Kender I sådan nogle? Dem der snakker lige lidt højere end andre, og dem som afbryder når der bliver snakket? Sådan er min barndomsveninde. Hun er super sød, men lige så snart vi er mere end to, så begynder larmen. Det larmer altid lige lidt mere, når jeg er sammen med hende. Men hun ved det godt, og det gør hende jo bare dejligere. 

Jeg er sikker på, at alle i Kongens have kender til hendes sexliv nu.........

tirsdag den 4. juni 2013

Om at turde være alene.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg for tiden kører rundt i en dum og grim rundkørsel. Jeg ved at jeg nok skal finde en vej ud af den, men lige nu må jeg acceptere, at jeg ikke har en ny-asfalteret vej at køre ud af. Med andre ord; jeg må acceptere at jeg har hjertesorger, intet job (eller studie) og at jeg bor hos mine forældre. Og det betyder også, at jeg er tvunget til at være meget alene. 

Det er snart tre måneder siden, at han slog op. Tre måneder siden, at jeg tog min kat i den ene arm og min kuffert i den anden for derefter at tage den 4 timer lange tur hjem. Det har været hårdt. Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø. Det tror jeg ikke længere. Jeg troede, at jeg aldrig ville se klart igen. Jeg troede, at den følelse, jeg havde, var permanent. Det var den ikke. Det føltes som en klam sygdom. En sygdom, hvor jeg ikke kunne være alene. Men det hjalp heller ikke, at min mor holdt mig i hånden, når jeg lå med røde øjne på størrelse med to kartofler. 

Jeg er stadig ked af det. For to dage siden skrev jeg et afskedsbrev. Mit farvel til ham. Men ikke for ham. Det var for mig selv. Jeg kan stadig græde, men det er på en anden måde. På en forløsende måde. (Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.) Det vigtigste jeg kan mærke i min proces, dét der betyder mest, det er at jeg nu tør være alene. Jeg har altid godt kunnet lide det. Men da jeg var sammen med ham, blev jeg bange for det. Jeg følte mig ensom i stedet for at nyde det. Da han gik fra mig, var alenetiden også den værste. Det var jo dér, jeg kunne tænke på hans ansigtudtryk, da han sagde det ikke gik. Eller hans ansigtudtryk, når han sagde, at han elskede mig, for den sags skyld. Nu tør jeg. Jeg tør sidde alene på mit værelse. Jeg tør mærke stilheden. Jeg tør at gå en tur. Det er dejligt, for det betyder, at jeg er ved at finde mig selv. Og at han begynder så småt, at forsvinde fra mit knuste hjerte. (For det er stadig knust.)

mandag den 3. juni 2013

Om trådene.

Da jeg gik i gymnasie gik jeg i en drama-klasse. Ja, altså der var drama over det hele, men ment på den måde, at vi spillede meget skuespil.

Jeg fik et stor forkærlighed til Line Knutzon. Alle hendes manuskripter rører mig på en speciel måde. De dybe tanker om livet bliver viklet ind i disse skæve personers tilværelse. I stykket "Først bliver man jo født" er der en replik, som jeg altid vil huske. Den handler om tråde. Tråde mellem mennesker. Tråde man ikke kan klippe over.

TUDEBERG:

Så så, lille Nymse … Så så … Du skal ikke dø … Det’ fordi … min gode … 
veninde … At første bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – 
uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder 
andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så … Kommer du 
dem for nær – begynder trådene at filtre … Og de er lange sådan nogle 
tråde. Engang kendte jeg én, som tog frakken på, mens hun sagde ting til 
mig – så jeg rystede af glæde over hele kroppen – skønne ting, Nymse. 
Så gik hun sin vej – helt på til Nordpolen, og du kan faktisk se, specielt tidligt om morgenen i klart vejr, at hendes tråde stadig hænger i mine. Jeg 
har prøvet at save dem over – men det kan man ikke. Der er tråde ud til 
alle mennesker, selv op til him’len – op til de døde … Det er derfor du nogen gange kan få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme sig et 
menneske, man må ikke gå ind i dets hus – det er trådene, Nymse – trå-
dene, der spærrer … Og jeg har tråde – over det hele – helt filtret er det, 
det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et 
tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen på 
det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå 
mig. Og ikke nok med det: Jeg skal også tilfældigvis gøre det samme – 
finde vejen ind til hende, igennem alle hendes tråde. Kan man det – så har 
man virkelig mødt hinanden … Sådan er det, Nymse – Tilfældigheder og 
tråde over det hele. 

Og den synes jeg bare vi skal lade stå.

søndag den 2. juni 2013

Om en tanke.

Jeg skal lade livet gå. Jeg skal lade mig leve mit liv. Lade livet føre mig derhen, hvor jeg bliver glad. Jeg ser mig selv på en sky og så lader jeg omverden styre min retning. Det har jeg i hvert fald brug for lige nu. Jeg har brug for at blive ført derhen, hvor jeg hører til.

Og indtil skyen har fundet sin holdeplads, så kan jeg lige så godt høre en sang. 


Om ikke at have Facebook.

Jeg har slettet min facebook. Det gjorde jeg for lidt over en måned siden. Jeg var blevet træt af det. På den der måde, hvor man ikke er helt klar over det. Jeg blev irriteret hver gang jeg var derinde - og det var ofte! Jeg tror mange har en tendens til at liiiige tjekke facebook i de små pauser. Det stressede mig for det blev alt for ofte, at jeg lige skulle ind og se. Jeg havde 600+ venner og lige lidt hjalp det, når jeg prøvede at sortere i dem.

En måned uden facebook og det har været overraskende rart! Jeg har virkelig brugt facebook til meget, så troede faktisk at jeg ville savne det. Men det er det overhovedet ikke. Det er en utrolig frihed ens lille krop kan føle. Det er jo bare snyd og bedrag, men at man ikke har en 'pligt' overfor sociale netværks gør altså noget ved stress-niveauet.

Det første min mor sagde, var at nu kunne mine venner jo ikke få fat i mig. Men det kan de jo stadig. Mine venner har jo mit nummer. Mine venner husker også at invitere mig med til deres fødselsdag, selvom mit navn ikke popper op på en liste. Dem der ikke husker er jo heller ikke dem, jeg ville huske.

I dag slettede min gode veninde også sin. Jeg tror at mange et eller andet sted er træt af det. Træt af at blive trist til mode, når folk får deres liv til at se sukkersødt ud. Alle burde prøve det. Bare for en periode. Det er virkelig rart. Og så lærer man at være alene. For med facebook, så er man alligevel ikke 100% alene.

fredag den 31. maj 2013

Om veninde.

Jo altså. Jeg har nok altid lidt af det. Det der med humørsvingninger. Jeg er en kæmpe humørbombe, og der er vist aldrig rigtig nogle der har kunnet finde ud af mig. For det svinger meget. Det gør det altså. Jeg bliver mere og mere bevidst om det, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan ændre det. Det ene øjeblik kan jeg råbe og skrige med tusinde tårer ned af mine kinder. Jeg kan føle at verden er imod mig og kun mig. Det kan umuligt være så svært for alle andre. En halv time og lidt sukker i systemet kan gøre underværker. Så kan jeg virkelig være rar. Og jeg kan se det fra alle vinkler. Jeg kan sige undskyld og føle at livet er dejligt. Det er ikke alle der kender mig på den måde. Mine forældre, min ex og min veninde, som jeg mødte igen den anden dag. Lad os kalde hende S fra nu af.

Vi har haft vores ture. Vi har været dødeligt uvenner og jeg har sågar slået hende engang - det kan vi grine over i dag. Bare lige så I ved det. Jeg sammenligner hende lidt med den søster, jeg aldrig har haft. Hun siger at vi har haft et forhold, bare uden intimiteten. Men altså.. Det lyder lidt voldsomt. Selvom det sikkert passer.

I dag var jeg hjemme hos hende. Hun er flyttet sammen med sin kæreste og de bor så dejligt. Jeg er glad på deres vegne, og under hende virkelig den kærlighed. Det er godt at se, at den stadig findes et sted. Hun havde lavet dejlig brunch og vi fik snakket om alt og intet. Hun gør mig glad, og jeg bliver lidt ked af at jeg kunne skubbe hende væk så hurtigt i sin tid. Hvis jeg havde haft hende, da jeg boede i Aalborg, så havde jeg nok ikke følt mig så alene igen. Så havde jeg haft en tæt veninde. Én jeg kunne fortælle de ting, som min ex ikke rigtig burde høre.

Jeg har aldrig været den der veninde-pige, som har haft veninder der betød alt i verden. Men det er faktisk rart, at kunne mærke den slags veninde-kærlighed. Så kan man godt blive lidt glad indeni. selvom jeg stadig savner en hvis anden lidt for meget.

Og. Lige noget helt andet. Jeg har købt en Ipad Mini! Det har jeg slet ikke penge til, men når man er lidt trist til mode, så må man gerne.

torsdag den 30. maj 2013

Hold da op.

Hvor jeg bare hader morgener. Okay, hader er måske et stærkt ord. Jeg har altid godt kunnet lide morgener, det er ikke det. Men mine drømme ødelægger det for mig. Og min udsigt til endnu en lang dag, hvor jeg skal prøve at være ovenpå.

Her før jeg vågnede drømte jeg, at jeg fandt ud af at min far havde en affære. Jeg konfronterede mine forældre og de sagde, at man jo ikke kunne blive ved med at elske hinanden efter så lang tid. Selvfølgelig var de sammen med andre og de skulle også skilles. Jeg blev meget ked af det, og ville snakke med ham. Jeg ringede, men fortrød. Derefter sendte jeg en sms. Og så fik jeg et koldt svar tilbage.

Det er sådan nogle drømme, jeg har hele tiden. Drømme hvor jeg prøver at komme i kontakt, men han afviser blankt. Drømme om svigt. Drømme om kærlighed, der ikke er der længere. Det gør ondt i mit hjerte, at mærke svigt hver nat. Hver morgen er som at starte forfra. Hjertet er blevet flået op igen. For 117ende gang. Dumme tanker og ubevidsthed, der skal påvirke mine drømme. Hvorfor kan jeg ikke bare drømme om blomster, marker og lyserøde balloner? Hvilket desuden minder mig om, hvor meget jeg gerne ville være et eller andet sted i Jylland. Langt væk fra larm og byliv. Bare marker, vand og stilhed.

onsdag den 29. maj 2013

Om at det nok skal gå.

Det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv. Jeg vågner op med en dårlig følelse hver dag. Det er fordi jeg drømmer om ham. Han er med i alle drømmene. På en eller anden mærkelig måde, får han viklet sig derind. Ind i drømme som ikke omhandler ham overhovedet. Min underbevidsthed vil vist ikke give slip.

I dag ville vi have haft årsdag. Det gør ondt at tænke på. Jeg har ingen planer for dagen, så er bange for at knuden i min mave, bliver mere uudholdelig.

Det er svært at komme ud af sengen, men jeg tvinger mig selv til det. Jeg ved at det hjælper på humøret, når man kommer igang. Nu har jeg tændt stearinlys, lavet mig en kop te og lytter til Frank Ocean. Så skal det nok gå. Skal det ikke?

tirsdag den 28. maj 2013

Om en gammel veninde.

Det hele startede, da min roommate (som også var min bedste veninde) og jeg sad en aften og snakkede om, at vi ville have en kæreste. Hun havde været i militæret og havde flere gange snakket om hendes sergent. Han var lækker, sød og lige noget for mig. Vi endte med, for sjov, at prikke til ham på Facebook. Han bed i, vi mødtes og vi blev begge forelskede som aldrig før. Min veninde havde ikke tænkt så langt. Hun blev jaloux på vores store forelskelse. Hun ville have det samme. Og oven i det følte hun at jeg forsvandt langsomt fra hende. Det hele blev meget værre, da jeg valgte at flytte væk fra vores lille hyggelige lejlighed, for at flytte op til ham. Vi mistede kontakten. Eller rettere; vi blev dødeligt uvenner.

Hun skrev til mig i vinters, og vi fik en bedre stemning i mellem os. Der var aldrig tale om et møde, og jeg havde egentlig heller ikke lyst. Men da alt det skete, og kæresten blev til en ex, så savnede jeg hende hele tiden. Hun var den eneste af mine veninder, der rigtig kendte ham. Og den eneste som også kendte mig 100%. Hun ved hvor besværlig jeg kan være. Hun har trøstet mig, når jeg har fået angstanfald. Og hun ville gøre alt for mig. Jeg skrev til hende den anden dag, og vi fik arrangeret et møde. Det var så i går. 

Det er altid mærkeligt, at møde et menneske som har været så tæt på én. Vi har ikke set hinanden i lang tid, og meget har ændret sig. Men alligevel er man jo som person stadig den samme. Vi snakkede om ham. Min ex. Hun var i chok over det, men forstod ham godt. Det var lidt hårdt, at skulle genfortælle hele historien igen. Jeg tror, at jeg prøver at skubbe det hele væk. Prøver at lade være med at tænke på detaljerne. Så det var lidt som at rive et gammelt sår op. Jeg kunne mærke tårerne presse på flere gange, og jeg kunne mærke savnet lidt mere. Men det var dejligt, at snakke med hende om det. Dejligt med én der kender mig så godt, og også ved hvordan han er. 
Hun har selv fået en kæreste, og det går rigtig godt mellem dem. Jeg var før mødet i tvivl, om jeg kunne tåle, at høre om et velfungerende forhold. Og det var da også lidt hårdt, at høre om deres sexliv. Min ex og jeg havde virkelig god sex, og han var den første, jeg virkelig tændte på. Sådan helt igennem. Jeg har siden bruddet, stadig ikke set én eneste fyr som jeg synes er flot. Det er lidt skræmmende.

I nat drømte jeg igen om ham. Det gør jeg jo hver nat. Men i nat var alting godt, og vi var sammen. Det gør, at jeg savner ham mere i dag. Eller i hvert fald her til morgen. Jeg har lyst til at skrive til ham. Jeg var jo i Aalborg i weekenden, og det var så dejligt. Men måske er det også derfor, at jeg savner ham mere lige nu. 

torsdag den 23. maj 2013

Om ikke at kunne sove.

Jeg har altid sovet meget let. Der skal ikke meget til, før jeg vågner. Især i disse tider er det svært for mig at sove. Jeg sover to timer af gangen og sætter altid en serie på, når jeg vågner. Nok mest for at undgå at tænke. Og så er det vel også lidt en tvangstanke.
For nogle år tilbage lærte min psykolog mig, at sove uden mine 'vaner', men det er vendt tilbage de sidste par måneder, hvor jeg psykisk ikke har haft det særlig godt.

Nå, men i nat var ingen undtagelse. Jeg sover i disse dage hos min storebror, bare for at få lidt adspredelse og selskab. Jeg faldt tidligt i søvn, men vågnede da han skulle i seng. Og siden da kunne jeg ikke sove.. Jeg lå vågen hele natten. Jeg blev så irriteret på mig selv og mine dumme tanker. Hvorfor kan jeg ikke bare tænke på noget godt, og så falde i søvn med et smil på læben? Jeg tænker alt for meget og bekymrer mig om de mærkeligste ting. Især kl 3 om natten.
Da det endelig blev morgen blev tankerne også lysere. Jeg gik en lang tur og endte på biblioteket, hvor jeg kunne fordybe mig i bøger og ikke nervøse tanker. Tanker om hvor jeg er om et halvt år? Og om jeg nogensinde bare bliver glad og bekymringsfri.
Da jeg kom hjem og klokken efterhånden blev 17, faldt jeg i søvn (!!). Så nu med en omvendt døgnrytme, kan jeg sikkert se frem til endnu en søvnløs nat med farlige tanker.

Bortset fra mine mange negative indlæg, så kan jeg faktisk mærke en fremgang. Jeg begynder at kunne mærke den gamle positive pige inde bagved. Jeg tror jeg må acceptere, at hun tager tid at finde frem. Men når jeg så har fundet hende frem, så er det forhåbentligt for at blive.

onsdag den 22. maj 2013

Om alternativ behandling.

I dag var jeg på besøg hos en dame, der skulle være uddannet inden for traditionel kinesisk medicin.
Jeg har aldrig troet på alternativ behandling, men min mor mente det ville være godt - hendes kollegaer havde i hvert fald kun godt at sige om hende.

Det tog 25 minutter og jeg blev trykket på mine fødder. Hun kunne fortælle nogle skræmmende ting, som var helt korrekt og så nogle ting, som jeg ikke helt kunne genkende.
Hun sagde blandt andet, at jeg havde mødt en fyr som 18-årig som havde fået mig til at ville ændre mig. Og det var præcis, hvad den gamle flamme fra forrige indlæg gjorde. Jeg gjorde alt for at være en pige for ham, selvom det aldrig lykkedes. Hun sagde at jeg ikke længere var 'under' ham, men min usikkerhed omkring mig selv kunne stadig mærkes. 
Hun sagde at jeg var meget hård ved mig selv, at jeg var følelsesmæssigt stresset og at jeg havde et højt niveau af angst. Det gav mening for mig, og det var på en måde en lettelse, at der faktisk var nogle der kunne se det og evt hjælpe mig med mine dårlige tanker. 
Jeg fortalte hende om mine nuværende hjertesorger og hun sagde, at jeg selvfølgelig var ked af det, men usikkerheden og min sorg i virkeligheden stammede fra ham den gamle flamme. 

Jeg har godt kunnet mærke, at det har været tanker om mig selv og at jeg ikke var god nok, som har slået mig helt ud. Der skal arbejdes med det og jeg håber det virker. Men det er vel også dét det handler om. Tro flytter bjerge, er det ikke det man siger? 

Hun fortalte desuden også, at jeg havde været gravid i en kort periode som 18-årig. Sandt eller ej, så var det lidt skræmmende at få af vide. Der var mange 'nye' informationer, som man lige skal hjem og sluge. Jeg håber, at jeg kan blive klogere på mig selv og alle mine følelser.

tirsdag den 21. maj 2013

Om endnu en dum én.

Jo altså, jeg følte et kort øjeblik for at møde nye fyre eller rettere en gammel flamme.

Jeg var så vild med ham her, da jeg var en nyudklækket 3.g'er. Og selvom vi aldrig blev kærester, så blev jeg dybt såret, da jeg lidt for sent fandt ud af, at han bare ville hygge sig og at jeg kun var en god veninde. Årene efter omtalte jeg ham stadig som min store kærlighed og det blev ved med at være noget rodet on and off. Jeg blev ældre og han rykkede sig ikke særlig meget. Og så havde vi faktisk ikke kontakt i meget lang tid.
Jeg fik en kæreste og pludselig syntes han at vi skulle være venner. Jeg syntes det var mærkeligt, især fordi han blev ved med at spørge om vi ikke skulle ses (i byen), når jeg var i København. Det blev endnu mere mærkeligt, da han som den første skrev, da kæresten havde slået op. Ikke noget med at vente en måned eller to, men han skrev bogstavlig talt 1 time efter at det blev 'officielt'.
Han var smart i en fart, ville hjælpe med at flytte og hvad ved jeg. Synes han var lidt respektløs og fandt ud af at jeg bare allermest havde lyst til at slette og blokere ham på facebook. Følte mig stærk og ligeglad med alle de dumme fyre, som åbenbart havde siddet på lur, for at finde ud af hvornår jeg mon blev single igen.
Nå! Men de grimme smser fra min ex tog lidt på min selvtillid og jeg følte lidt at jeg ubevidst sad og ventede på at han ville komme tilbage, så jeg endte faktisk med at kontakte denne gamle flamme igen. Inde i min uskyldige tankegang var det mest ment som et venskab. Vi har altid kunnet snakke godt sammen og jeg ved at han også har haft en ex, som han ikke lige kunne komme over. Så hvorfor ikke, tænkte jeg.
Jeg skrev en sms og han valgte så at vente en uge med at svare. Hans sms indeholdt ikke ret meget andet end: "Har du lyst til snart at ses?". Den ankom kl. 2 om natten. En weekend.

Jeg-vil-ikke-have-en-rebound! Og slet ikke ham. Havde jo bare lyst til at snakke med et hankøn. Det var måske også lidt for naivt, at tro at han kunne blive en ven.

søndag den 19. maj 2013

En dum søndag.


Jeg har ikke lyst til at græde over ham, for hvorfor skulle jeg bruge så mange kræfter på at græde over én, som har det bedre uden mig? Det har virkelig såret mig og efterlader nogle grimme tanker om forholdet. Tanker om at han løj sig igennem det. Tanker om at han aldrig virkelig kunne lide mig. Og så har jeg en ubehagelig følelse i min mave konstant. En følelse af afvisning af den der betød mest. Et savn til én man ikke må savne. Der er stadig alt for mange ting, der minder mig om ham. I dag er der fx Copenhagen Maraton, og jeg tænker på hvor godt det hele var for bare et år siden. Hvor stolt jeg var, da han løb over målestregen og hvor forelsket jeg var. Dagene og minderne er stadig så tydelige og jeg føler det er så forkert. Han har det jo godt nu. Uden mig.

Jeg ved at det sikkert bliver bedre med tiden – det kan jeg jo mærke at det gør. Men det føles stadig svært og umuligt. Jo længere tid der går, jo mere ondt gør det at tænke på ham. For efterhånden er det jo også legitimt for ham, at møde en sød pige, som han har lyst til at kysse og sove med. For mig virker det stadig helt urealistisk, at jeg skulle få lyst til at møde en ny.  Men det er jo bare mig og mit ulykkelige forelskede sind. 

Et karneval.

I går var en dejlig dag.

Jeg var ude med mine veninder fra mit gamle job. Vi var ude og sole os, og gik derefter til Karneval ved DR-byen. Det var slet ikke så spændende og vi endte hjemme hos den ene veninde til hjemmelavet pizza og hvidvin.

En af mine veninder flyttede til Aalborg samtidigt med mig. Hun bor der stadig og vil have at jeg kommer derop til karnevallet på lørdag. Det har jo egentlig altid været planen, at jeg skulle med til det dersens karneval, som alle taler om. Det eneste er jo bare at hr. ex jo også skal afsted, jeg vil helst ikke støde på ham og jeg vil slet ikke se ham med en anden pige.
Kan ikke finde ud af om jeg er 'stærk' nok endnu? Kan jeg godt holde til at møde ham tilfældigt, og hvad nu hvis jeg er en smule fuld? Hmm.
Samtidigt tænker jeg, at jeg jo også har boet en den by i et halvt år, jeg har jo også mine venner og skal højst sandsyneligt bo der efter sommeren. Så hvorfor skulle han holde mig væk fra noget jeg alligevel havde planlagt at skulle til?

Hvad siger I?

torsdag den 16. maj 2013

At komme videre.


I min desperation sendte jeg for nogle dage tilbage en lang kærlighedserklæring til hr. ex. Den var nok lidt for sukkersød og lidt for meget "jeg kan ikke leve uden dig." Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville med den, og endte egentlig med at jeg håbede, han ikke ville svare mig. 

Men han endte med at svare en lang sms. En sms hvor han skrev at han havde det bedre uden mig. Og en sms hvor han mindede mig om at jeg skulle fokusere på de positive ting i mit liv. Før var det København og vennerne, nu var det ham. Jeg kan se hvad han mener, men alligevel sårer det mig. Tænk at han er så meget videre. Tænk at han kan sidde med sådan et ufølsomt og klart syn på det hele, når mit stadig er sløret. 

Jeg satte mig straks til at skrive en mail, men har egentlig ikke lyst til at sende den. Nok også fordi han skrev, at han følte at han var kommet ud med det der var vigtigt. Så det er bare slut. Ikke mere kontakt og nu skal jeg altså heller ikke hænge fast i det mere. Det går op og ned, for et eller andet sted, fik han sagt de ord der skulle siges. Et eller andet sted fik han mig til at indse, at han ikke fortjener mig. At han ikke fortjener mig, fordi han ikke kan se alle de gode sider jeg bærer. Hvorfor skal jeg prise ham, når han ikke priser mig?

Jeg er bange for den dag, jeg bryder hulkene sammen igen. Jeg synes det er så ubehageligt og det kan godt sammenlignes med de angstanfald jeg får, når nogen kaster op. Jeg kan ikke styre det og jeg får så ondt i hele kroppen. Jeg kan ikke lide de anfald og jeg vil ikke have dem igen, men er bange for at det netop er min angst for angsten som fremprovokerer det. I de situationer føler jeg nemlig ikke, at jeg græder over ham. Det gør jeg, men på den irationelle måde. Over de forkerte ting.

Jeg føler at jeg er kommet nogle skridt videre, og jeg håber ikke at jeg skal tage nogle skridt tilbage i morgen eller om nogle dage.

Da jeg skrev til ham i lørdags, der græd jeg også. Men nogle andre slags tårer. Som om at jeg var ved at give slip, og har egentlig følt det siden da. Jeg tror at jeg er på vej videre, for jeg har også lyst til at lave ting. Såsom at sove hos min bror, det skal jeg i aften. Og måske i sommerhus på søndag med min fætter. Jeg håber det er på vej fremad nu. Det håber jeg virkelig.

tirsdag den 14. maj 2013

Hvis man er ked er det...

.. Så skal man gå ud i naturen. Lytte til stilheden kun afbrudt af fuglesang. Det sætter tingene i perspektiv. Just saying.

Om personlige tanker.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg lige nu befinder mig på en skillevej. En dum og forvirrende én af slagsen.
Jeg flyttede sidste efterår til Aalborg alene på grund af min kæreste (og et studie - men først med start til september i år). Kæresten nåede at blive til en ex og jeg kom pladask hjem på forældrenes gæsteværelse - i København. 
Her sidder jeg med kærestesorger, for jeg var ikke enig i beslutningen, overhovedet. Jeg ved at hvis jeg skal starte på studie, så er chancen størst for at det bliver i Nordjylland. 
Øv, hvor det irriterer mig. Jeg har ikke lyst til at komme tilbage til byen, der minder mig om ham. Jeg har ikke lyst til at kunne støde ind i ham (og en evt ny pige). Og så vil jeg ikke have håbet om, at vi måske alligevel kan få det til at fungere. Det et en dum følelse, af at sidde i venteposition. Især fordi han selv sagde, at vi kunne genoptage kontakten når jeg kom efter sommeren. Han sagde det nok bare for at berolige mig, men i mit lille hjerte er der et håb. Et håb som jeg ikke kan slippe, og som jeg ved jeg sikkert skal sidde med, indtil jeg bliver skuffet. 

Øv. 

søndag den 12. maj 2013

At begynde igen.

Så begynder vi igen. Jeg har før skrevet blogs, men er aldrig kommet rigtigt i gang. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem man skulle skrive for. Skulle man skrive om akutelle emner og håbe på en masse læsere? Lave en madblog, nu når det er blevet så populært? Eller hvad med en slags dagbog. Ja - det er jo nok det der er nemmest og tiltaler mig mest. Jeg tænker meget. Så er det sagt. Jeg tænker på stort og småt, og mange gange gør det mig mere bekymret end jeg burde være. Derfor fik jeg idéen om en blog, hvor jeg kunne få lov til at tænke højt - på skrift.

Min kæreste - nu eks (den kommer vi til en anden gang) - blev ved med at sige, at jeg skulle starte en blog, fordi jeg tænkte så meget. Og at jeg var flyttet til Jylland, uden egentlig at have noget at lave. Jeg havde ikke rigtig motivationen, men nu når han er væk, så får man pludselig lyst til alle de ting, man ikke gad før. Så her er jeg. I denne verden, jeg håber ikke at den skræmmer mig væk, før jeg får begyndt.