Om trådene.

Da jeg gik i gymnasie gik jeg i en drama-klasse. Ja, altså der var drama over det hele, men ment på den måde, at vi spillede meget skuespil.

Jeg fik et stor forkærlighed til Line Knutzon. Alle hendes manuskripter rører mig på en speciel måde. De dybe tanker om livet bliver viklet ind i disse skæve personers tilværelse. I stykket "Først bliver man jo født" er der en replik, som jeg altid vil huske. Den handler om tråde. Tråde mellem mennesker. Tråde man ikke kan klippe over.

TUDEBERG:

Så så, lille Nymse … Så så … Du skal ikke dø … Det’ fordi … min gode … 
veninde … At første bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – 
uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder 
andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så … Kommer du 
dem for nær – begynder trådene at filtre … Og de er lange sådan nogle 
tråde. Engang kendte jeg én, som tog frakken på, mens hun sagde ting til 
mig – så jeg rystede af glæde over hele kroppen – skønne ting, Nymse. 
Så gik hun sin vej – helt på til Nordpolen, og du kan faktisk se, specielt tidligt om morgenen i klart vejr, at hendes tråde stadig hænger i mine. Jeg 
har prøvet at save dem over – men det kan man ikke. Der er tråde ud til 
alle mennesker, selv op til him’len – op til de døde … Det er derfor du nogen gange kan få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme sig et 
menneske, man må ikke gå ind i dets hus – det er trådene, Nymse – trå-
dene, der spærrer … Og jeg har tråde – over det hele – helt filtret er det, 
det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et 
tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen på 
det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå 
mig. Og ikke nok med det: Jeg skal også tilfældigvis gøre det samme – 
finde vejen ind til hende, igennem alle hendes tråde. Kan man det – så har 
man virkelig mødt hinanden … Sådan er det, Nymse – Tilfældigheder og 
tråde over det hele. 

Og den synes jeg bare vi skal lade stå.