fredag den 31. maj 2013

Om veninde.

Jo altså. Jeg har nok altid lidt af det. Det der med humørsvingninger. Jeg er en kæmpe humørbombe, og der er vist aldrig rigtig nogle der har kunnet finde ud af mig. For det svinger meget. Det gør det altså. Jeg bliver mere og mere bevidst om det, men det betyder ikke nødvendigvis at jeg kan ændre det. Det ene øjeblik kan jeg råbe og skrige med tusinde tårer ned af mine kinder. Jeg kan føle at verden er imod mig og kun mig. Det kan umuligt være så svært for alle andre. En halv time og lidt sukker i systemet kan gøre underværker. Så kan jeg virkelig være rar. Og jeg kan se det fra alle vinkler. Jeg kan sige undskyld og føle at livet er dejligt. Det er ikke alle der kender mig på den måde. Mine forældre, min ex og min veninde, som jeg mødte igen den anden dag. Lad os kalde hende S fra nu af.

Vi har haft vores ture. Vi har været dødeligt uvenner og jeg har sågar slået hende engang - det kan vi grine over i dag. Bare lige så I ved det. Jeg sammenligner hende lidt med den søster, jeg aldrig har haft. Hun siger at vi har haft et forhold, bare uden intimiteten. Men altså.. Det lyder lidt voldsomt. Selvom det sikkert passer.

I dag var jeg hjemme hos hende. Hun er flyttet sammen med sin kæreste og de bor så dejligt. Jeg er glad på deres vegne, og under hende virkelig den kærlighed. Det er godt at se, at den stadig findes et sted. Hun havde lavet dejlig brunch og vi fik snakket om alt og intet. Hun gør mig glad, og jeg bliver lidt ked af at jeg kunne skubbe hende væk så hurtigt i sin tid. Hvis jeg havde haft hende, da jeg boede i Aalborg, så havde jeg nok ikke følt mig så alene igen. Så havde jeg haft en tæt veninde. Én jeg kunne fortælle de ting, som min ex ikke rigtig burde høre.

Jeg har aldrig været den der veninde-pige, som har haft veninder der betød alt i verden. Men det er faktisk rart, at kunne mærke den slags veninde-kærlighed. Så kan man godt blive lidt glad indeni. selvom jeg stadig savner en hvis anden lidt for meget.

Og. Lige noget helt andet. Jeg har købt en Ipad Mini! Det har jeg slet ikke penge til, men når man er lidt trist til mode, så må man gerne.

torsdag den 30. maj 2013

Hold da op.

Hvor jeg bare hader morgener. Okay, hader er måske et stærkt ord. Jeg har altid godt kunnet lide morgener, det er ikke det. Men mine drømme ødelægger det for mig. Og min udsigt til endnu en lang dag, hvor jeg skal prøve at være ovenpå.

Her før jeg vågnede drømte jeg, at jeg fandt ud af at min far havde en affære. Jeg konfronterede mine forældre og de sagde, at man jo ikke kunne blive ved med at elske hinanden efter så lang tid. Selvfølgelig var de sammen med andre og de skulle også skilles. Jeg blev meget ked af det, og ville snakke med ham. Jeg ringede, men fortrød. Derefter sendte jeg en sms. Og så fik jeg et koldt svar tilbage.

Det er sådan nogle drømme, jeg har hele tiden. Drømme hvor jeg prøver at komme i kontakt, men han afviser blankt. Drømme om svigt. Drømme om kærlighed, der ikke er der længere. Det gør ondt i mit hjerte, at mærke svigt hver nat. Hver morgen er som at starte forfra. Hjertet er blevet flået op igen. For 117ende gang. Dumme tanker og ubevidsthed, der skal påvirke mine drømme. Hvorfor kan jeg ikke bare drømme om blomster, marker og lyserøde balloner? Hvilket desuden minder mig om, hvor meget jeg gerne ville være et eller andet sted i Jylland. Langt væk fra larm og byliv. Bare marker, vand og stilhed.

onsdag den 29. maj 2013

Om at det nok skal gå.

Det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv. Jeg vågner op med en dårlig følelse hver dag. Det er fordi jeg drømmer om ham. Han er med i alle drømmene. På en eller anden mærkelig måde, får han viklet sig derind. Ind i drømme som ikke omhandler ham overhovedet. Min underbevidsthed vil vist ikke give slip.

I dag ville vi have haft årsdag. Det gør ondt at tænke på. Jeg har ingen planer for dagen, så er bange for at knuden i min mave, bliver mere uudholdelig.

Det er svært at komme ud af sengen, men jeg tvinger mig selv til det. Jeg ved at det hjælper på humøret, når man kommer igang. Nu har jeg tændt stearinlys, lavet mig en kop te og lytter til Frank Ocean. Så skal det nok gå. Skal det ikke?

tirsdag den 28. maj 2013

Om en gammel veninde.

Det hele startede, da min roommate (som også var min bedste veninde) og jeg sad en aften og snakkede om, at vi ville have en kæreste. Hun havde været i militæret og havde flere gange snakket om hendes sergent. Han var lækker, sød og lige noget for mig. Vi endte med, for sjov, at prikke til ham på Facebook. Han bed i, vi mødtes og vi blev begge forelskede som aldrig før. Min veninde havde ikke tænkt så langt. Hun blev jaloux på vores store forelskelse. Hun ville have det samme. Og oven i det følte hun at jeg forsvandt langsomt fra hende. Det hele blev meget værre, da jeg valgte at flytte væk fra vores lille hyggelige lejlighed, for at flytte op til ham. Vi mistede kontakten. Eller rettere; vi blev dødeligt uvenner.

Hun skrev til mig i vinters, og vi fik en bedre stemning i mellem os. Der var aldrig tale om et møde, og jeg havde egentlig heller ikke lyst. Men da alt det skete, og kæresten blev til en ex, så savnede jeg hende hele tiden. Hun var den eneste af mine veninder, der rigtig kendte ham. Og den eneste som også kendte mig 100%. Hun ved hvor besværlig jeg kan være. Hun har trøstet mig, når jeg har fået angstanfald. Og hun ville gøre alt for mig. Jeg skrev til hende den anden dag, og vi fik arrangeret et møde. Det var så i går. 

Det er altid mærkeligt, at møde et menneske som har været så tæt på én. Vi har ikke set hinanden i lang tid, og meget har ændret sig. Men alligevel er man jo som person stadig den samme. Vi snakkede om ham. Min ex. Hun var i chok over det, men forstod ham godt. Det var lidt hårdt, at skulle genfortælle hele historien igen. Jeg tror, at jeg prøver at skubbe det hele væk. Prøver at lade være med at tænke på detaljerne. Så det var lidt som at rive et gammelt sår op. Jeg kunne mærke tårerne presse på flere gange, og jeg kunne mærke savnet lidt mere. Men det var dejligt, at snakke med hende om det. Dejligt med én der kender mig så godt, og også ved hvordan han er. 
Hun har selv fået en kæreste, og det går rigtig godt mellem dem. Jeg var før mødet i tvivl, om jeg kunne tåle, at høre om et velfungerende forhold. Og det var da også lidt hårdt, at høre om deres sexliv. Min ex og jeg havde virkelig god sex, og han var den første, jeg virkelig tændte på. Sådan helt igennem. Jeg har siden bruddet, stadig ikke set én eneste fyr som jeg synes er flot. Det er lidt skræmmende.

I nat drømte jeg igen om ham. Det gør jeg jo hver nat. Men i nat var alting godt, og vi var sammen. Det gør, at jeg savner ham mere i dag. Eller i hvert fald her til morgen. Jeg har lyst til at skrive til ham. Jeg var jo i Aalborg i weekenden, og det var så dejligt. Men måske er det også derfor, at jeg savner ham mere lige nu. 

torsdag den 23. maj 2013

Om ikke at kunne sove.

Jeg har altid sovet meget let. Der skal ikke meget til, før jeg vågner. Især i disse tider er det svært for mig at sove. Jeg sover to timer af gangen og sætter altid en serie på, når jeg vågner. Nok mest for at undgå at tænke. Og så er det vel også lidt en tvangstanke.
For nogle år tilbage lærte min psykolog mig, at sove uden mine 'vaner', men det er vendt tilbage de sidste par måneder, hvor jeg psykisk ikke har haft det særlig godt.

Nå, men i nat var ingen undtagelse. Jeg sover i disse dage hos min storebror, bare for at få lidt adspredelse og selskab. Jeg faldt tidligt i søvn, men vågnede da han skulle i seng. Og siden da kunne jeg ikke sove.. Jeg lå vågen hele natten. Jeg blev så irriteret på mig selv og mine dumme tanker. Hvorfor kan jeg ikke bare tænke på noget godt, og så falde i søvn med et smil på læben? Jeg tænker alt for meget og bekymrer mig om de mærkeligste ting. Især kl 3 om natten.
Da det endelig blev morgen blev tankerne også lysere. Jeg gik en lang tur og endte på biblioteket, hvor jeg kunne fordybe mig i bøger og ikke nervøse tanker. Tanker om hvor jeg er om et halvt år? Og om jeg nogensinde bare bliver glad og bekymringsfri.
Da jeg kom hjem og klokken efterhånden blev 17, faldt jeg i søvn (!!). Så nu med en omvendt døgnrytme, kan jeg sikkert se frem til endnu en søvnløs nat med farlige tanker.

Bortset fra mine mange negative indlæg, så kan jeg faktisk mærke en fremgang. Jeg begynder at kunne mærke den gamle positive pige inde bagved. Jeg tror jeg må acceptere, at hun tager tid at finde frem. Men når jeg så har fundet hende frem, så er det forhåbentligt for at blive.

onsdag den 22. maj 2013

Om alternativ behandling.

I dag var jeg på besøg hos en dame, der skulle være uddannet inden for traditionel kinesisk medicin.
Jeg har aldrig troet på alternativ behandling, men min mor mente det ville være godt - hendes kollegaer havde i hvert fald kun godt at sige om hende.

Det tog 25 minutter og jeg blev trykket på mine fødder. Hun kunne fortælle nogle skræmmende ting, som var helt korrekt og så nogle ting, som jeg ikke helt kunne genkende.
Hun sagde blandt andet, at jeg havde mødt en fyr som 18-årig som havde fået mig til at ville ændre mig. Og det var præcis, hvad den gamle flamme fra forrige indlæg gjorde. Jeg gjorde alt for at være en pige for ham, selvom det aldrig lykkedes. Hun sagde at jeg ikke længere var 'under' ham, men min usikkerhed omkring mig selv kunne stadig mærkes. 
Hun sagde at jeg var meget hård ved mig selv, at jeg var følelsesmæssigt stresset og at jeg havde et højt niveau af angst. Det gav mening for mig, og det var på en måde en lettelse, at der faktisk var nogle der kunne se det og evt hjælpe mig med mine dårlige tanker. 
Jeg fortalte hende om mine nuværende hjertesorger og hun sagde, at jeg selvfølgelig var ked af det, men usikkerheden og min sorg i virkeligheden stammede fra ham den gamle flamme. 

Jeg har godt kunnet mærke, at det har været tanker om mig selv og at jeg ikke var god nok, som har slået mig helt ud. Der skal arbejdes med det og jeg håber det virker. Men det er vel også dét det handler om. Tro flytter bjerge, er det ikke det man siger? 

Hun fortalte desuden også, at jeg havde været gravid i en kort periode som 18-årig. Sandt eller ej, så var det lidt skræmmende at få af vide. Der var mange 'nye' informationer, som man lige skal hjem og sluge. Jeg håber, at jeg kan blive klogere på mig selv og alle mine følelser.

tirsdag den 21. maj 2013

Om endnu en dum én.

Jo altså, jeg følte et kort øjeblik for at møde nye fyre eller rettere en gammel flamme.

Jeg var så vild med ham her, da jeg var en nyudklækket 3.g'er. Og selvom vi aldrig blev kærester, så blev jeg dybt såret, da jeg lidt for sent fandt ud af, at han bare ville hygge sig og at jeg kun var en god veninde. Årene efter omtalte jeg ham stadig som min store kærlighed og det blev ved med at være noget rodet on and off. Jeg blev ældre og han rykkede sig ikke særlig meget. Og så havde vi faktisk ikke kontakt i meget lang tid.
Jeg fik en kæreste og pludselig syntes han at vi skulle være venner. Jeg syntes det var mærkeligt, især fordi han blev ved med at spørge om vi ikke skulle ses (i byen), når jeg var i København. Det blev endnu mere mærkeligt, da han som den første skrev, da kæresten havde slået op. Ikke noget med at vente en måned eller to, men han skrev bogstavlig talt 1 time efter at det blev 'officielt'.
Han var smart i en fart, ville hjælpe med at flytte og hvad ved jeg. Synes han var lidt respektløs og fandt ud af at jeg bare allermest havde lyst til at slette og blokere ham på facebook. Følte mig stærk og ligeglad med alle de dumme fyre, som åbenbart havde siddet på lur, for at finde ud af hvornår jeg mon blev single igen.
Nå! Men de grimme smser fra min ex tog lidt på min selvtillid og jeg følte lidt at jeg ubevidst sad og ventede på at han ville komme tilbage, så jeg endte faktisk med at kontakte denne gamle flamme igen. Inde i min uskyldige tankegang var det mest ment som et venskab. Vi har altid kunnet snakke godt sammen og jeg ved at han også har haft en ex, som han ikke lige kunne komme over. Så hvorfor ikke, tænkte jeg.
Jeg skrev en sms og han valgte så at vente en uge med at svare. Hans sms indeholdt ikke ret meget andet end: "Har du lyst til snart at ses?". Den ankom kl. 2 om natten. En weekend.

Jeg-vil-ikke-have-en-rebound! Og slet ikke ham. Havde jo bare lyst til at snakke med et hankøn. Det var måske også lidt for naivt, at tro at han kunne blive en ven.

søndag den 19. maj 2013

En dum søndag.


Jeg har ikke lyst til at græde over ham, for hvorfor skulle jeg bruge så mange kræfter på at græde over én, som har det bedre uden mig? Det har virkelig såret mig og efterlader nogle grimme tanker om forholdet. Tanker om at han løj sig igennem det. Tanker om at han aldrig virkelig kunne lide mig. Og så har jeg en ubehagelig følelse i min mave konstant. En følelse af afvisning af den der betød mest. Et savn til én man ikke må savne. Der er stadig alt for mange ting, der minder mig om ham. I dag er der fx Copenhagen Maraton, og jeg tænker på hvor godt det hele var for bare et år siden. Hvor stolt jeg var, da han løb over målestregen og hvor forelsket jeg var. Dagene og minderne er stadig så tydelige og jeg føler det er så forkert. Han har det jo godt nu. Uden mig.

Jeg ved at det sikkert bliver bedre med tiden – det kan jeg jo mærke at det gør. Men det føles stadig svært og umuligt. Jo længere tid der går, jo mere ondt gør det at tænke på ham. For efterhånden er det jo også legitimt for ham, at møde en sød pige, som han har lyst til at kysse og sove med. For mig virker det stadig helt urealistisk, at jeg skulle få lyst til at møde en ny.  Men det er jo bare mig og mit ulykkelige forelskede sind. 

Et karneval.

I går var en dejlig dag.

Jeg var ude med mine veninder fra mit gamle job. Vi var ude og sole os, og gik derefter til Karneval ved DR-byen. Det var slet ikke så spændende og vi endte hjemme hos den ene veninde til hjemmelavet pizza og hvidvin.

En af mine veninder flyttede til Aalborg samtidigt med mig. Hun bor der stadig og vil have at jeg kommer derop til karnevallet på lørdag. Det har jo egentlig altid været planen, at jeg skulle med til det dersens karneval, som alle taler om. Det eneste er jo bare at hr. ex jo også skal afsted, jeg vil helst ikke støde på ham og jeg vil slet ikke se ham med en anden pige.
Kan ikke finde ud af om jeg er 'stærk' nok endnu? Kan jeg godt holde til at møde ham tilfældigt, og hvad nu hvis jeg er en smule fuld? Hmm.
Samtidigt tænker jeg, at jeg jo også har boet en den by i et halvt år, jeg har jo også mine venner og skal højst sandsyneligt bo der efter sommeren. Så hvorfor skulle han holde mig væk fra noget jeg alligevel havde planlagt at skulle til?

Hvad siger I?

torsdag den 16. maj 2013

At komme videre.


I min desperation sendte jeg for nogle dage tilbage en lang kærlighedserklæring til hr. ex. Den var nok lidt for sukkersød og lidt for meget "jeg kan ikke leve uden dig." Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville med den, og endte egentlig med at jeg håbede, han ikke ville svare mig. 

Men han endte med at svare en lang sms. En sms hvor han skrev at han havde det bedre uden mig. Og en sms hvor han mindede mig om at jeg skulle fokusere på de positive ting i mit liv. Før var det København og vennerne, nu var det ham. Jeg kan se hvad han mener, men alligevel sårer det mig. Tænk at han er så meget videre. Tænk at han kan sidde med sådan et ufølsomt og klart syn på det hele, når mit stadig er sløret. 

Jeg satte mig straks til at skrive en mail, men har egentlig ikke lyst til at sende den. Nok også fordi han skrev, at han følte at han var kommet ud med det der var vigtigt. Så det er bare slut. Ikke mere kontakt og nu skal jeg altså heller ikke hænge fast i det mere. Det går op og ned, for et eller andet sted, fik han sagt de ord der skulle siges. Et eller andet sted fik han mig til at indse, at han ikke fortjener mig. At han ikke fortjener mig, fordi han ikke kan se alle de gode sider jeg bærer. Hvorfor skal jeg prise ham, når han ikke priser mig?

Jeg er bange for den dag, jeg bryder hulkene sammen igen. Jeg synes det er så ubehageligt og det kan godt sammenlignes med de angstanfald jeg får, når nogen kaster op. Jeg kan ikke styre det og jeg får så ondt i hele kroppen. Jeg kan ikke lide de anfald og jeg vil ikke have dem igen, men er bange for at det netop er min angst for angsten som fremprovokerer det. I de situationer føler jeg nemlig ikke, at jeg græder over ham. Det gør jeg, men på den irationelle måde. Over de forkerte ting.

Jeg føler at jeg er kommet nogle skridt videre, og jeg håber ikke at jeg skal tage nogle skridt tilbage i morgen eller om nogle dage.

Da jeg skrev til ham i lørdags, der græd jeg også. Men nogle andre slags tårer. Som om at jeg var ved at give slip, og har egentlig følt det siden da. Jeg tror at jeg er på vej videre, for jeg har også lyst til at lave ting. Såsom at sove hos min bror, det skal jeg i aften. Og måske i sommerhus på søndag med min fætter. Jeg håber det er på vej fremad nu. Det håber jeg virkelig.

tirsdag den 14. maj 2013

Hvis man er ked er det...

.. Så skal man gå ud i naturen. Lytte til stilheden kun afbrudt af fuglesang. Det sætter tingene i perspektiv. Just saying.

Om personlige tanker.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg lige nu befinder mig på en skillevej. En dum og forvirrende én af slagsen.
Jeg flyttede sidste efterår til Aalborg alene på grund af min kæreste (og et studie - men først med start til september i år). Kæresten nåede at blive til en ex og jeg kom pladask hjem på forældrenes gæsteværelse - i København. 
Her sidder jeg med kærestesorger, for jeg var ikke enig i beslutningen, overhovedet. Jeg ved at hvis jeg skal starte på studie, så er chancen størst for at det bliver i Nordjylland. 
Øv, hvor det irriterer mig. Jeg har ikke lyst til at komme tilbage til byen, der minder mig om ham. Jeg har ikke lyst til at kunne støde ind i ham (og en evt ny pige). Og så vil jeg ikke have håbet om, at vi måske alligevel kan få det til at fungere. Det et en dum følelse, af at sidde i venteposition. Især fordi han selv sagde, at vi kunne genoptage kontakten når jeg kom efter sommeren. Han sagde det nok bare for at berolige mig, men i mit lille hjerte er der et håb. Et håb som jeg ikke kan slippe, og som jeg ved jeg sikkert skal sidde med, indtil jeg bliver skuffet. 

Øv. 

søndag den 12. maj 2013

At begynde igen.

Så begynder vi igen. Jeg har før skrevet blogs, men er aldrig kommet rigtigt i gang. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvem man skulle skrive for. Skulle man skrive om akutelle emner og håbe på en masse læsere? Lave en madblog, nu når det er blevet så populært? Eller hvad med en slags dagbog. Ja - det er jo nok det der er nemmest og tiltaler mig mest. Jeg tænker meget. Så er det sagt. Jeg tænker på stort og småt, og mange gange gør det mig mere bekymret end jeg burde være. Derfor fik jeg idéen om en blog, hvor jeg kunne få lov til at tænke højt - på skrift.

Min kæreste - nu eks (den kommer vi til en anden gang) - blev ved med at sige, at jeg skulle starte en blog, fordi jeg tænkte så meget. Og at jeg var flyttet til Jylland, uden egentlig at have noget at lave. Jeg havde ikke rigtig motivationen, men nu når han er væk, så får man pludselig lyst til alle de ting, man ikke gad før. Så her er jeg. I denne verden, jeg håber ikke at den skræmmer mig væk, før jeg får begyndt.