onsdag den 31. juli 2013

Fantasi

Når man oplever, at nogle forlader én, når man ikke selv er klar til det, så fantaserer man. Man fantaserer om, at han fortryder det. Man fantaserer om en hjerneblødning, som han heldigvis vil komme over, og pludselig elske én igen. Man går og drømmer om, at det hele bare var en drøm.

Så går der måneder, man kommer lidt op til overfladen, og så fantaserer man igen. Denne gang om dagen, hvor han ser én med sin nye kæreste, som er endnu flottere. Og sødere. Og dejligere end nogen anden i hele verden. Eller man fantaserer om dagen, hvor man løber 10 km (uden sved på panden og med gyldent hår, der blæser flot i vinden), hvor han så kommer forbi, helst trist og uoplagt. Jeg tænker meget disse møder. De der møder, som jeg ved kommer. Men efterhånden ved man jo også inderst inde, at mødet nok bliver en trist søndag i Super Brugsen med den billigste leverpostej i kurven og måske endda også nogle tamponer. Sådan er det jo altid.

I dag mødte jeg hans bedste veninde og hendes kæreste. Eller... Mødte er så meget sagt. Kæresten og jeg kiggede på hinanden. Og jeg var hende pigen, der havde alt for meget tøj på, en god gammeldavs skolerygsæk, en telefon helt oppe ved øjnene og endelig et undrende blik, da jeg ud af det blå genkende to meget forelskede mennesker. De der få sekunder, hvor det havde været i orden, at sige Hej, de var gået, da min hjerne endelig kunne finde ud af, hvad der foregik. 
Nu fantaserer jeg bare om, at de fortæller ham, at de så mig. (Og at det lignede, at jeg havde det for fedt, som jeg kom gående ned af Falkoner Allé)

tirsdag den 30. juli 2013

Livet bliver stort lige omlidt

Det kilder i min mave, og langsomt falder tingene på plads.

Jeg savner stadig, men der er så meget andet. 

Jeg ved, hvor jeg skal bo. Jeg ved, hvor jeg skal studere.

Der er et vækkeur, der ringer kl 6.30 hver morgen. For jeg har nemlig noget, at lave.

Folk fortalte mig, at man ikke kendte lykken, hvis man ikke havde prøvet smerte. Jeg tror, de har ret.

tirsdag den 23. juli 2013

1 skridt frem... Og 10 tilbage.

Det startede jo egentlig som en god dag. Jeg hørte sørgelig (men god) musik før skole, og jeg tænkte lidt på, at jeg var ved at blive hel igen... Sådan nu når jeg kunne høre sørgelig musik, og alligevel føle mig glad. 
Hen op ad formiddagen fik jeg en SMS omkring min facebook. Om jeg havde åbnet den igen. Men det havde jeg jo ikke. Senere skrev en anden om det samme. Til sidst gik jeg ind på det store cyberspace, lige derinde hvor A også findes et sted. Sandt som det var, så var min facebook blevet oprettet igen. (TAK facebook. Du forstår bare at være påtrængende). Det endte med at jeg liiiiige måtte tjekke hans profil. Hvorfor? HVORFOR!? Altså mennesket (i hvert fald mig) bruger alt for lidt hjerneceller til at tage sådanne valg. 
Det var ikke fordi hans offentlige profil var fyldt med Info, men der var nye billeder og nye piger, som likede ALT hvad der kunne likes. Det gav en mavepine, som man ikke skulle tro kunne kom af en facebook. Men det gjorde ondt. Ufatteligt ondt. Jeg kom i tanker om, at han faktisk lever. At han er derude et sted, at han oplever ting - ligesom jeg gør. Han er stadig et menneske, som føler ting. Tanken om dét fik mig til at føle, at det hele var nyt igen. Det fik mig til at stille spørgsmål som: HVORFOR savner du mig ikke? HVORFOR er dit liv bedre uden mig i det? HVORFOR kunne du ikke elske mig, ligesom alle mine venner og familie gør? 

Jeg har lyst til at spørge ham. Men men men, jeg ved jo godt, at der aldrig vil være et svar, for nogle ting vil for altid være uforklarlige. Følelser er én af dem. 

torsdag den 18. juli 2013

At savne... Hvad?

Hvordan ved man, at man savner ham og ikke det? Der er mange, der siger: "bare rolig, det er ikke fordi du savner ham, du savner bare det I havde." Men det gør jeg altså ikke.. Tror jeg. 
Hvorfor skulle jeg savne noget, der ikke var godt? Jeg mener, jeg var jo ked af det hver dag. Jeg var usikker og jeg lavede ingenting. 
Jeg savner jo ham. Som personen A. Min bedste ven. Men folk bilder mig noget andet ind.

tirsdag den 16. juli 2013

Et nummer.

Jeg gav en (meget flot) fyr et nummer i dag. Det var ikke mit nummer, men min venindes. Alligevel fik det mit hjerte til at banke, da jeg skulle gå over til to (meget flotte) fyre, for at forlange dem deres opmærksomhed. Men det hjalp. Som små millimeter. Et lillebitte skridt frem i den rigtige retning. Væk fra A. Og så selvom det ikke var mit eget nummer, jeg gav.

mandag den 15. juli 2013

Dig og mig.

Tænker på den vinterdag, hvor vi sad på toppen af en bakke og så ud over byen. Det var alt for koldt og lidt for sent. Jeg græd, du græd. Vi vidste begge, at vi ikke kunne gøre hinanden lykkelige, vi turde bare ikke sige det højt. Det var ikke, hvad vi havde håbet. Tænker på de ord, du sagde - at vi hørte sammen, dig og mig. Vi skulle nok komme igennem det. Det sagde du. Men du følte det nok ikke, jeg gjorde i hvert fald ikke. Det var nok derfor, jeg aldrig stoppede med at græde.

fredag den 12. juli 2013

torsdag den 11. juli 2013

De bedste minutter.

De bedste minutter er, når jeg glemmer ham. Altså glemmer ham sådan så det føles, at jeg aldrig har mødt ham. Det sker sjældent, men når jeg så finder ud af, at jeg har glemt ham i få minutter, så smiler jeg.
Jeg glemmer ham kun, når jeg skal lave en indviklet ligning. Jeg tror, det er sundt at lave matematik, når ens hjerte er knust. 
Jeg kunne sagtens snakke om de værste minutter. Men det gider jeg faktisk ikke. Der er stadig mange (lange) minutter, men jeg vil fokusere på alt det gode. For der er en masse godt. 

Men én ting har jeg tænkt på; stopper man nogensinde med at savne? Det føles ikke sådan. 

tirsdag den 9. juli 2013

Følelser på en motorvej.

Altså mine følelser kører derud af. Det er dem der fører bilen, og dem der i hvert fald kører over fartgrænsen.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg føler en tomhed, men så samtidigt føler jeg en lykke. For jeg burde føle lykken. Det kører faktisk. Livet. Jeg har været på to ferier. Dejlige ferier. Jeg starter i skole i morgen. Og så har jeg fået en lejlighed fra d. 15. august. Jeg burde jo føle glæden ved det. Og det gør jeg også. Men lige ved siden af glæden, der findes tomheden. Og ved siden af tomheden findes frygten. Sådan kunne jeg blive ved. Jeg kan nemlig ikke helt finde ud af, hvad det er min krop vil fortælle mig. Eller følelserne, om man vil. 

Lejligheden ligger desuden i den by, som min ex også bor i. Det gør studiet også. Altså dét der starter 1. september. En stor måned endnu, og så skal jeg tilbage til dér, hvor mit hjerte blev trampet på. Dér hvor mit jeg blev ensomt og usikker. Jeg tror det er derfor, mine følelser kører ned af motorvejen med 160 km/t. 

mandag den 8. juli 2013

Et indlæg uden navn.

Jeg er udtømt for energi. Jeg er ikke længere mig. Jeg er træt af alle. Og jeg er træt af mit dårlige humør. Det ved alle de andre selvfølgelig ikke, for jeg smiler stadig. I deres øjne er jeg stadig den samme. 

Måske er det en permanent tanke, eller måske er det togets skyld. Jeg er på vej hjem fra Stockholm. Sidder i årtiernes bumletog, med en masse mennesker. De kan åbenbart godt kan lide tog-saunaer. Alle der sidder ved vinduerne sover sødt. Jeg sidder og sveder, som om jeg var en tyk mand med læderjakke. 

onsdag den 3. juli 2013

Et brev


Mine venner siger, at jeg skal sende ham et brev. For at få en afslutning. Men jeg ved bare ikke, om jeg vil have den afslutning? Desuden har jeg jo skrevet, hvad jeg synes. Jeg har skrevet, at jeg savner ham. Og hvad jeg føler, der gik galt. Når jeg har lyst til at skrive igen, så er det jo kun med håbet om, at han også savner mig. 





tirsdag den 2. juli 2013

Tanker

Jeg lærte en del om mig selv. På den uge, hvor jeg var i udlandet med 3 piger, som er mine veninder - men ikke tætte veninder. (Har jeg egentlig sådan nogle?). 

Jeg fandt ud af, at jeg overskred min 'comfort zone'. Men synes det var mærkeligt. Jeg har nemlig rejst meget. Jeg har rejst meget alene, og jeg har endda arbejdet og fundet bolig i udlandet - sådan helt selv. Men denne charterferie, den overskred min tryghed. Jeg var ikke tryg. Og hvorfor var jeg ikke det?

Pludselig kunne jeg se, at alle de gange jeg har rejst alene, så har det foregået i Italien. Stort set alle de ferier, jeg har været på (og hvor jeg har følt mig tryg) har været i Italien. Og hvis det ikke har været i Italien, så har jeg ikke følt, jeg havde styr på situationen. 
Nu var jeg i Grækenland, i et land, hvor jeg ikke forstår noget som helst, jeg var sammen med nogle søde piger, men de kender mig jo ikke. De ved ikke, at jeg er bange for at de kaster op foran mig. Eller at jeg stadig savner A alt for meget. 

Jeg var bange hele den første nat. Bange for at have taget en forkert beslutning. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke passer ind. Jeg er mærkeligt nervøs. Måske spiller jeg bare skuespil, når jeg er sammen med mine venner? Jeg kan i hvert fald mærke, at min energi er suget ud nu. Kan ikke være social mere. Har aflyst alle mine aftaler i dag, og har sovet i stedet. Er træt. Træt af at have så mange følelser, men ikke nogle at dele dem med. 

Håbløst.

Hvorfor savner jeg (stadig), så det gør ondt? Har jeg ikke gjort nok, for at komme videre? Der er snart gået 4 måneder, men i dag føles som om det hele skete i går. Jeg har ondt i hjertet. Tanken om, at jeg ikke er i hans liv. At han sikkert har mødt én, som han passer meget bedre med. Én som får ham til at tænke, at vores forhold alligevel ikke var 'rigtigt'. Er der en anden, som får lov til at kysse ham nu? 

Av av av. 

Det føles lidt som om, nogle har revet mit sår op. Men jeg ved ikke hvem, der har gjort det. Jeg tror måske, det er mine drømmes skyld. 

mandag den 1. juli 2013

Den ene dag synes ikke anderledes end den anden, men når du ser tilbage er alting forandret.

Jeg vil så gerne skrive noget, men kan ikke få det ud. 

Jeg har været på en dejlig ferie, og jeg elskede mit liv mange gange på den tur. Jeg fik lykkefølelsen, og jeg vidste, at det var godt for mig at opleve noget nyt. Mine øjne tog alt til sig, jeg sugede lugte, følelser og grin til mig. Jeg savnede A. Men elskede alligevel alt det, jeg har uden ham. På vej hjem oplevede jeg noget, som kommer meget nær skæbnen. Men jeg tror ikke på skæbnen. Jeg tror ikke på nogen mening med livet. Men jeg blev forundret, og nu er jeg i tvivl. Jeg rykker mig, men samtidigt går jeg i stå. Jeg kommer videre, men samtidigt går jeg tilbage. I dag elsker jeg ikke mit liv. Jeg er lidt træt af alt. Men jeg prøver... Jeg prøver at have overskud. Men det har jeg ikke.