lørdag den 22. juni 2013

Svampita

I Italien kalder mine venner mig for Svampita. Det betyder en pige, der lever i skyerne. Sådan i overført betydning. Det passer meget godt på mig. Jeg lever lidt i en drømmeverden, og er typen der spilder kaffe ud over mig selv, eller snubler over mine egne fødder. Jeg er også typen, der smider sit pas væk.
Jeg skal afsted meget tidligt i morgen, og i går aftes kom jeg i tanker om, at jeg faktisk ikke vidste, hvor jeg havde lagt mit pas. Det resulterede i en morgen, hvor jeg var meget træt af mig selv. Og en formiddag på Valby bibliotek, for at få lavet en nødpas. Hvornår lærer jeg det mon? Det er nemlig ikke første gang. Jeg vil så gerne være en pige, der ved hvor alle hendes ting er. Og en pige, der ikke snubler over sig selv. 

torsdag den 20. juni 2013

Om en ny fase.

Jeg skal på ferie på søndag. Og så skal jeg på ferie igen, når jeg kommer hjem. Efter dét starter jeg i skole. Når jeg ser min kalender indtil august, så skal jeg noget hver dag. Det er lang tid siden, jeg har set min kalender fyldt. Det skræmmer mig lidt. Jeg tænker, at fra på søndag af, så har jeg ikke plads til dårlige dage. Nu har jeg gået i et halv år, uden ordentligt job og studie. Det bliver lidt mærkeligt, at være travl igen. Jeg har jo prøvet det, men alt uvant skræmmer mig en smule. Om jeg vil det eller ej.

tirsdag den 18. juni 2013

Om rod.

Jeg kan ikke rigtig få skrevet mine tanker ned. Jeg tror, der er for mange. Jeg føler mig så nedtrykt, selvom solen står højt. Jeg ved bare ikke helt hvorfor. Mine nætter har været dårlige. Jeg har mærkelige drømme og svedeture, der får mit nyvaskede sengetøj til at være klamt igen. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg savner A. Men i morges tænkte jeg på, om det mon var fordi mit sind prøvede at fortælle mig noget. Håndterer jeg hele situationen forkert? Jeg håndterer den jo ikke rigtigt. Måske er det dét. 
Jeg var også til lægen i dag. Med mit knæ. Fik en henvisning til en fysioterapeut. Det kunne jeg godt have forudsagt mig selv, men havde lidt håbet på en magisk hånd, der kunne gøre det muligt for mig, at løbe igen. Jeg trænger til at kunne løbe væk fra mig selv. Selvom Haruki Murakami så klogt har skrevet: "No matter how far you travel, you can never get away from yourself."

Min mor siger, at jeg skal til psykolog. Men det har jeg prøvet før, og jeg ved hvordan jeg er, når jeg snakker med andre mennesker. Især de helt fremmede. Jeg lader som om, alt i virkeligheden er okay. Faktisk føler jeg, at alt er okay, når jeg sidder hos psykologen. Mange gange kommer jeg også til at give dem ret. Fx gik jeg til psykolog, fordi jeg har en fobi for at kaste op. Psykologen mente, det var fordi mine forældre altid havde været meget kontrollerende og blandt andet gik op i, hvordan deres liv så ud udadtil. Det passer slet ikke. Mine forældre bor virkelig rodet og de er ligeglade med, hvad folk synes om dem. Min mor kan græde overalt og hun kan sagtens finde på, at lave en meget upassende scene nede i fakta. 
I stedet for at fortælle psykologen, at det var helt forkert, så gav jeg hende ret. Bare for ikke at gøre hende pinlig over den forkerte analyse. Det er bare ét eksempel. Jeg gør det gang på gang. Giver dem ret i ting, som jeg ved er helt forkert. 

Der er ikke fokus i mit liv, og ej heller i dette indlæg. Jeg har vist altid manglet en form for fokus, men har også ofte haft brug for én, der kunne finde det for mig. Jeg er alt for rodet inden i, til at kunne finde ud af det selv. 

mandag den 17. juni 2013

Fake it till you make it.

Jeg smiler til mine veninder, og de smiler tilbage. De siger, at jeg endelig er kommet videre. At man kan se det på mig. Jeg griner af de desperate ting, jeg kunne finde på lige efter, han slog op. Og så griner vi sammen, for nu er jeg på den anden side. Nu kan jeg snakke om erfaring, jeg kan sige kloge ord om dét. Og jeg kan se meningen med det. Jeg forstår ham. Jeg siger, jeg glæder mig til at møde en ny. Én som vil mig. 

Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det ved jeg jo godt. Når jeg vågner om morgenen, så savner jeg ham stadig lige så dybt. Når jeg skal sove om aftenen, mangler jeg ham til at holde om mig. Når jeg går i bad, tænker jeg på om han mon har mødt en ny. Og når jeg sidder i toget, håber jeg på en fælles fremtid.

Jeg spørger tit mig selv, hvornår mon det stopper. Hvornår er jeg glad helt indeni, og hvornår stopper jeg med at savne så det gør ondt? 

Hvad der er slut for én, er uafsluttet for den anden.

Jeg er den anden.

Jeg har drømt meget i nat. Kan man overhovedet kalde det en drøm, når drømmene gør én ked af det? Jeg har drømt om en smuk pige, der var forelsket i A. Jeg drømte, at jeg stadig var sammen med ham, men hende den smukke var, i følge ham, 'vildt sød'. Jeg synes bare, hun var irriterende. 
Jeg drømte også en masse andet. Men i alle mine drømme var han med. Enten som fraværende eller som en kæreste, der ikke kunne give mig, hvad jeg havde brug for.

Øv. Det er bare en dårlig start på dagen. Er helt ør i hovedet og savner mere nu. Har lyst til at kontakte ham, men ved også godt, at det vil sætte min proces tilbage til stadie 0. Heldigvis skal jeg fejre min venindes ferie i dag. Så håber jeg, at min hjerne kan arbejde til min fordel i mellemtiden. 

fredag den 14. juni 2013

Om et ar.

Jeg har et ar lige ved siden af mit højre øje. Det var engang et modermærke. Jeg var til lægen for at få fjernet to på ryggen, men ville lige høre om det ved tindingen. Min læge blev straks mere seriøs, og jeg fik en akut tid hos hudlægen. Dagen efter skulle jeg tjekkes. Jeg fik pjecer om hudkræft og modermærket skulle fjernes med det samme. Min (eks)kæreste var med mig hele vejen. 

5 uger efter fandt de ud af, at der ikke var kræft i. Samme dag slog A op med mig.

Nu har jeg et ar, der minder mig om alt det, jeg ikke vil mindes. Lige ved siden af mit øje.

At glæde sig.

Jeg glæder mig til at starte på studie, og jeg glæder mig til at flytte. Jeg glæder mig til at starte et nyt liv, for lige nu står det altså lidt i stilstand. Men kloge mennesker siger jo, at man skal leve i nuet. Det har jeg aldrig været mester i. Jeg bilder mig selv ind, at når jeg får min egen lejlighed, så vil jeg spise sundt. Når jeg endelig er flyttet, så vil jeg træne. Og jeg vil også være en god studerende. Men til mit forsvar, så er det altså ikke nemt, når man bor hos sine forældre.
Desuden forkæler de mig alt for meget. Mine venner siger, at det er noget mærkeligt noget at brokke sig over. Men det er faktisk hårdt. De tilrettelægger deres liv efter mig. De vil have, at jeg skal bestemme aftensmaden, og så vil de servere alt for mig. Jeg siger til dem, at jeg godt kan selv, men de lytter ikke rigtigt. Det var rart, når man var hjemme i en weekend. Men tre måneder, hmm... Not so much. (Det var vist lige et lille sidespring)

Men jeg glæder mig! Jeg tror på, at lysere tider er på vej. For jeg går med en slags sommerfugle i maven over det liv, jeg ikke helt ved hvordan vil udvikle sig. Det eneste lille mente i dét at glæde sig, det er at jeg højst sandsynligt skal flytte til samme by, som min ex... Dét orker jeg ikke. Selvom der også er et lille bitte håb, som man ikke må have. Jeg håber jo inderst inde, at vi så alligevel kan få det til at fungere. Jeg håber jo, at han vil blive forelsket i den nye pige, jeg føler jeg er. Men jeg må jo ikke tænke de tanker. De tanker vil jo bare gøre mig ked af det. Og så begynder tvivlen. Glæder jeg mig, fordi jeg tror der er en fremtid med ham? Eller glæder jeg mig rent faktisk helt oprindeligt? Jeg kan sgu ikke helt finde ud af mig selv.

torsdag den 13. juni 2013

Kunsten at smile igen.

Min veninde er gravid. Det er så dejligt for hende og hendes kæreste. Jeg har været med helt fra starten. Dengang tog vi til Sverige, for hun skulle møde én hun havde skrevet med over nettet. Da de mødte hinanden, var det som magneter. De hørte sammen, det kunne alle se. Jeg glæder mig til hele forløbet og jeg glæder mig til, at jeg kan få udlevet mit moderlige gen et eller andet sted. Hun (ja, for jeg har allerede bestemt, at det skal være en pige) skal forkæles. Hun skal have det sejeste tøj og de bedste tanter i verden. 

Det får mig til at smile. Livet er så meget mere end mig og en kærestesorg. Tænk at der vokser en lille baby inde i maven på min veninde. Fantastisk.

onsdag den 12. juni 2013

Om alternativ behandling II

Jeg er jo begyndt til noget terapi i form af akupressur. Det er da nok det nærmeste man kommer på at beskrive, hvad det er for noget. Hun er i hvert fald kinesisk mediciner.

Jeg var til 2. behandling i går og jeg synes altså det er lidt mærkeligt, at være derinde. Men alligevel rammer hun rigtigt, når hun fx kunne se, at jeg har min menstruation for tiden. Hun siger at terapien hjælper på følelserne, når folk ikke kan komme af med dem selv. Hun forløser dem, kan man sige. Men man kan også gå der, hvis man har fysiske skavanker. Fx har jeg ondt i mit knæ, og det er det hun fokuserer på til behandlingen.
Det er noget med nerverne der alle ligger i fødderne, såvel som i hjernen. Hun trykker på mine fødder, og nogle steder gør at jeg pludselig bliver virkelig træt, mens andre kan give mig koldsved. Og selvom det lige så godt kan være indbildning, så var jeg virkelig i godt humør efterfølgende. Mit knæ har det dog lige så dårligt. Nå, men min pointe er, at jeg virkelig har været i godt humør efterfølgende. Sådan helt ind til hjertet. Sådan at jeg kan smile, og faktisk mene det.
Jeg nævnte mine hjertesorger, og hun sagde igen, at dem var der ikke mange af tilbage. Jeg ved bare ikke om hun har ret. Jeg savner jo A virkelig meget. Men samtidigt er der også mange andre ting, som gør mig ked af det. Fx at jeg ikke har noget at lave for tiden og at jeg bor hos mine forældre. Og så desuden er i en venteposition, hvor man ikke rigtig kan søge lejlighed før universitetet gider fortælle én, hvor man skal læse. Så måske er det faktisk ikke ham der er problemet, men mere min situation. Det er lidt rart at tænke på. Så om det er rigtigt eller ej, så holder jeg mig til at jeg ikke har så mange hjertesorger mere.

lørdag den 8. juni 2013

Om ham den dumme part two.

Ej, hvad er det lige med ham? Ja, alt ville gerne skrive i flertal, men nu er der ikke rigtig andre hankøn i mit liv. 

Jeg snakker om min gamle flamme. Altså ham jeg var forelsket i FØR min ex. Han skrev jo kl 2 om natten for nogle uger siden. Og så skrev han under distortion, hvor jeg svarede en enkelt gang. Og i nat vågner jeg så i min søde nattesøvn. Igen kl 2. Med en: har du lyst til at ses i morgen?
Hvorfor er det, at han måske ikke kigger på klokken, og så venter med at sende sms'en til på et mere civiliseret tidspunkt? Jeg blev sur, der da jeg vågnede om natten. Jeg blev sur på ham og mig selv og så også lidt på min ex. Jeg hader, at være vågen om natten..... Jeg svor til mig selv aldrig aldrig aldrig at svare ham. Mine venner siger nemlig også, at jeg kun ville blive lidt ked af det, hvis jeg så ham. Han er ikke pæn og så er han lavere end mig og ret splejset. Og så har han det med, at snakke om sit liv som om det hele bare kører. Men når man bare kender ham en lille smule, så ved man godt, at han ryger lidt for mange joints og endnu ikke ved, hvad han vil. Hvis man sammenligner med min ex (og det ved jeg jo, at jeg kommer til), så er det noget af et tilbageskridt, hvis jeg er sammen med denne gamle flamme.

Her til morgen var tanken en lidt anden; oh, jamen jeg behøver jo ikke kysse med ham. Vi er jo bare venner. Og så kan det være at jeg kommer lidt videre.

Men måske skulle man komme videre, ved at møde NYE hankøn??? Og hvornår har jeg nogensinde set den dreng, og vi så ikke har kysset. Det er jo en løgn, at vi bare er venner.

Jeg er lidt træt af mig selv nogengange... 

fredag den 7. juni 2013

At savne er godt.

Usikkerhed er knap så godt.

Jeg savner mange mennesker, ting og tider der ikke kommer tilbage. Ofte er det en rar følelse, i hvert fald på overfladen. Rar fordi den minder én om, at man har dybe følelser. Savnet minder én om, de gode stunder man har haft. Og så kan man jo ikke andet end at smile og føle kærligheden boble et sted i kroppen. 

Jeg savner de veninder, som jeg ikke længere har kontakt til. 
Jeg savner mine farfar, som døde af en kræft i hjernen, da jeg var 15.
Jeg savner min morfar, som døde af kræft i lungerne sidste år. 
Jeg savner gymnasiet, for da var alt så let og useriøst.
Jeg savner, da jeg boede på Nørrebro med min bedste veninde. 

Jeg savner det på en god måde. Jeg smiler, når jeg mindes mine bedsteforældre, tiden i gymnasiet eller andre episoder i mit relativt korte liv. Selvom det ikke altid har været nemt, så har jeg accepteret mine nedture og sagt de farveller som skulle siges. Min krop fyldes med kærlighed, for jeg ved at det er afsluttet. Jeg mindes de rare ting og kan kun smile ved tanken om den kærlighed, jeg har følt for de mennesker. 

Det gør til gengæld ondt,når jeg savner ham. For der er usikkerheden lige så stor som savnet. Jeg bliver usikker, når jeg mærker et savn til ham (hvilket jeg nærmest gør hele tiden). Jeg ved ikke om man må savne én, som nok ikke savner tilbage? Og så skærer usikkerheden én lige midt i hjertet, når hjernen begynder på sit lille spil vedrørende nye piger og ham. Usikkerheden skærer, når hjernen vil minde mig om hans nye liv, som jeg ikke er en del af. 

Så er det, at jeg savner på en dårlig måde. En måde, der gør mig ked af det - og den gør mig usikker. Det er ikke rart at savne, når man ikke kan acceptere, at savn og minder er alt hvad man har tilbage. 

torsdag den 6. juni 2013

Lang Leav II

                                   



Jeg elsker kunstneren Lang Leav. Hendes digte og tegninger har en melankolsk stemning over sig. Mange af digtene kan jeg selv relatere til. Dette, blandt mange andre, rører mig helt inde i hjertet.

Jeg gad gerne rime mig igennem mine følelser, jeg har prøvet da jeg var naiv teenager, men det lyder ufatteligt dumt. Overraskende nok. Holder mig bare til Lang Leav mm. 

Om larmende mennesker.

Kender I sådan nogle? Dem der snakker lige lidt højere end andre, og dem som afbryder når der bliver snakket? Sådan er min barndomsveninde. Hun er super sød, men lige så snart vi er mere end to, så begynder larmen. Det larmer altid lige lidt mere, når jeg er sammen med hende. Men hun ved det godt, og det gør hende jo bare dejligere. 

Jeg er sikker på, at alle i Kongens have kender til hendes sexliv nu.........

tirsdag den 4. juni 2013

Om at turde være alene.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg for tiden kører rundt i en dum og grim rundkørsel. Jeg ved at jeg nok skal finde en vej ud af den, men lige nu må jeg acceptere, at jeg ikke har en ny-asfalteret vej at køre ud af. Med andre ord; jeg må acceptere at jeg har hjertesorger, intet job (eller studie) og at jeg bor hos mine forældre. Og det betyder også, at jeg er tvunget til at være meget alene. 

Det er snart tre måneder siden, at han slog op. Tre måneder siden, at jeg tog min kat i den ene arm og min kuffert i den anden for derefter at tage den 4 timer lange tur hjem. Det har været hårdt. Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø. Det tror jeg ikke længere. Jeg troede, at jeg aldrig ville se klart igen. Jeg troede, at den følelse, jeg havde, var permanent. Det var den ikke. Det føltes som en klam sygdom. En sygdom, hvor jeg ikke kunne være alene. Men det hjalp heller ikke, at min mor holdt mig i hånden, når jeg lå med røde øjne på størrelse med to kartofler. 

Jeg er stadig ked af det. For to dage siden skrev jeg et afskedsbrev. Mit farvel til ham. Men ikke for ham. Det var for mig selv. Jeg kan stadig græde, men det er på en anden måde. På en forløsende måde. (Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind.) Det vigtigste jeg kan mærke i min proces, dét der betyder mest, det er at jeg nu tør være alene. Jeg har altid godt kunnet lide det. Men da jeg var sammen med ham, blev jeg bange for det. Jeg følte mig ensom i stedet for at nyde det. Da han gik fra mig, var alenetiden også den værste. Det var jo dér, jeg kunne tænke på hans ansigtudtryk, da han sagde det ikke gik. Eller hans ansigtudtryk, når han sagde, at han elskede mig, for den sags skyld. Nu tør jeg. Jeg tør sidde alene på mit værelse. Jeg tør mærke stilheden. Jeg tør at gå en tur. Det er dejligt, for det betyder, at jeg er ved at finde mig selv. Og at han begynder så småt, at forsvinde fra mit knuste hjerte. (For det er stadig knust.)

mandag den 3. juni 2013

Om trådene.

Da jeg gik i gymnasie gik jeg i en drama-klasse. Ja, altså der var drama over det hele, men ment på den måde, at vi spillede meget skuespil.

Jeg fik et stor forkærlighed til Line Knutzon. Alle hendes manuskripter rører mig på en speciel måde. De dybe tanker om livet bliver viklet ind i disse skæve personers tilværelse. I stykket "Først bliver man jo født" er der en replik, som jeg altid vil huske. Den handler om tråde. Tråde mellem mennesker. Tråde man ikke kan klippe over.

TUDEBERG:

Så så, lille Nymse … Så så … Du skal ikke dø … Det’ fordi … min gode … 
veninde … At første bli’r man jo født. Tusinde tråde vikler sig ind i ens liv – 
uundgåelige tråde, sådan er det. Og når man så bliver voksen og møder 
andre mennesker, der også har tusinde tråde hver især, så … Kommer du 
dem for nær – begynder trådene at filtre … Og de er lange sådan nogle 
tråde. Engang kendte jeg én, som tog frakken på, mens hun sagde ting til 
mig – så jeg rystede af glæde over hele kroppen – skønne ting, Nymse. 
Så gik hun sin vej – helt på til Nordpolen, og du kan faktisk se, specielt tidligt om morgenen i klart vejr, at hendes tråde stadig hænger i mine. Jeg 
har prøvet at save dem over – men det kan man ikke. Der er tråde ud til 
alle mennesker, selv op til him’len – op til de døde … Det er derfor du nogen gange kan få den sære fornemmelse ikke at kunne nærme sig et 
menneske, man må ikke gå ind i dets hus – det er trådene, Nymse – trå-
dene, der spærrer … Og jeg har tråde – over det hele – helt filtret er det, 
det er derfor, man ikke altid kan komme mig nær. Kun hende, der ved et 
tilfælde finder vejen, hende der springer over, går til højre, løfter armen på 
det rigtige sted, siger godnat og nikker på det rigtige tidspunkt, hun kan nå 
mig. Og ikke nok med det: Jeg skal også tilfældigvis gøre det samme – 
finde vejen ind til hende, igennem alle hendes tråde. Kan man det – så har 
man virkelig mødt hinanden … Sådan er det, Nymse – Tilfældigheder og 
tråde over det hele. 

Og den synes jeg bare vi skal lade stå.

søndag den 2. juni 2013

Om en tanke.

Jeg skal lade livet gå. Jeg skal lade mig leve mit liv. Lade livet føre mig derhen, hvor jeg bliver glad. Jeg ser mig selv på en sky og så lader jeg omverden styre min retning. Det har jeg i hvert fald brug for lige nu. Jeg har brug for at blive ført derhen, hvor jeg hører til.

Og indtil skyen har fundet sin holdeplads, så kan jeg lige så godt høre en sang. 


Om ikke at have Facebook.

Jeg har slettet min facebook. Det gjorde jeg for lidt over en måned siden. Jeg var blevet træt af det. På den der måde, hvor man ikke er helt klar over det. Jeg blev irriteret hver gang jeg var derinde - og det var ofte! Jeg tror mange har en tendens til at liiiige tjekke facebook i de små pauser. Det stressede mig for det blev alt for ofte, at jeg lige skulle ind og se. Jeg havde 600+ venner og lige lidt hjalp det, når jeg prøvede at sortere i dem.

En måned uden facebook og det har været overraskende rart! Jeg har virkelig brugt facebook til meget, så troede faktisk at jeg ville savne det. Men det er det overhovedet ikke. Det er en utrolig frihed ens lille krop kan føle. Det er jo bare snyd og bedrag, men at man ikke har en 'pligt' overfor sociale netværks gør altså noget ved stress-niveauet.

Det første min mor sagde, var at nu kunne mine venner jo ikke få fat i mig. Men det kan de jo stadig. Mine venner har jo mit nummer. Mine venner husker også at invitere mig med til deres fødselsdag, selvom mit navn ikke popper op på en liste. Dem der ikke husker er jo heller ikke dem, jeg ville huske.

I dag slettede min gode veninde også sin. Jeg tror at mange et eller andet sted er træt af det. Træt af at blive trist til mode, når folk får deres liv til at se sukkersødt ud. Alle burde prøve det. Bare for en periode. Det er virkelig rart. Og så lærer man at være alene. For med facebook, så er man alligevel ikke 100% alene.