At glæde sig.

Jeg glæder mig til at starte på studie, og jeg glæder mig til at flytte. Jeg glæder mig til at starte et nyt liv, for lige nu står det altså lidt i stilstand. Men kloge mennesker siger jo, at man skal leve i nuet. Det har jeg aldrig været mester i. Jeg bilder mig selv ind, at når jeg får min egen lejlighed, så vil jeg spise sundt. Når jeg endelig er flyttet, så vil jeg træne. Og jeg vil også være en god studerende. Men til mit forsvar, så er det altså ikke nemt, når man bor hos sine forældre.

Desuden forkæler de mig alt for meget. Mine venner siger, at det er noget mærkeligt noget at brokke sig over. Men det er faktisk hårdt. De tilrettelægger deres liv efter mig. De vil have, at jeg skal bestemme aftensmaden, og så vil de servere alt for mig. Jeg siger til dem, at jeg godt kan selv, men de lytter ikke rigtigt. Det var rart, når man var hjemme i en weekend. Men tre måneder, hmm... Not so much. (Det var vist lige et lille sidespring)

Men jeg glæder mig! Jeg tror på, at lysere tider er på vej. For jeg går med en slags sommerfugle i maven over det liv, jeg ikke helt ved hvordan vil udvikle sig. Det eneste lille mente i dét at glæde sig, det er at jeg højst sandsynligt skal flytte til samme by, som min ex... Dét orker jeg ikke. Selvom der også er et lille bitte håb, som man ikke må have. Jeg håber jo inderst inde, at vi så alligevel kan få det til at fungere. Jeg håber jo, at han vil blive forelsket i den nye pige, jeg føler jeg er. Men jeg må jo ikke tænke de tanker. De tanker vil jo bare gøre mig ked af det. Og så begynder tvivlen. Glæder jeg mig, fordi jeg tror der er en fremtid med ham? Eller glæder jeg mig rent faktisk helt oprindeligt? Jeg kan sgu ikke helt finde ud af mig selv.