Jeg smiler til mine veninder, og de smiler tilbage. De siger, at jeg endelig er kommet videre. At man kan se det på mig. Jeg griner af de desperate ting, jeg kunne finde på lige efter, han slog op. Og så griner vi sammen, for nu er jeg på den anden side. Nu kan jeg snakke om erfaring, jeg kan sige kloge ord om dét. Og jeg kan se meningen med det. Jeg forstår ham. Jeg siger, jeg glæder mig til at møde en ny. Én som vil mig.
Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det ved jeg jo godt. Når jeg vågner om morgenen, så savner jeg ham stadig lige så dybt. Når jeg skal sove om aftenen, mangler jeg ham til at holde om mig. Når jeg går i bad, tænker jeg på om han mon har mødt en ny. Og når jeg sidder i toget, håber jeg på en fælles fremtid.
Jeg spørger tit mig selv, hvornår mon det stopper. Hvornår er jeg glad helt indeni, og hvornår stopper jeg med at savne så det gør ondt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar