fredag den 7. juni 2013

At savne er godt.

Usikkerhed er knap så godt.

Jeg savner mange mennesker, ting og tider der ikke kommer tilbage. Ofte er det en rar følelse, i hvert fald på overfladen. Rar fordi den minder én om, at man har dybe følelser. Savnet minder én om, de gode stunder man har haft. Og så kan man jo ikke andet end at smile og føle kærligheden boble et sted i kroppen. 

Jeg savner de veninder, som jeg ikke længere har kontakt til. 
Jeg savner mine farfar, som døde af en kræft i hjernen, da jeg var 15.
Jeg savner min morfar, som døde af kræft i lungerne sidste år. 
Jeg savner gymnasiet, for da var alt så let og useriøst.
Jeg savner, da jeg boede på Nørrebro med min bedste veninde. 

Jeg savner det på en god måde. Jeg smiler, når jeg mindes mine bedsteforældre, tiden i gymnasiet eller andre episoder i mit relativt korte liv. Selvom det ikke altid har været nemt, så har jeg accepteret mine nedture og sagt de farveller som skulle siges. Min krop fyldes med kærlighed, for jeg ved at det er afsluttet. Jeg mindes de rare ting og kan kun smile ved tanken om den kærlighed, jeg har følt for de mennesker. 

Det gør til gengæld ondt,når jeg savner ham. For der er usikkerheden lige så stor som savnet. Jeg bliver usikker, når jeg mærker et savn til ham (hvilket jeg nærmest gør hele tiden). Jeg ved ikke om man må savne én, som nok ikke savner tilbage? Og så skærer usikkerheden én lige midt i hjertet, når hjernen begynder på sit lille spil vedrørende nye piger og ham. Usikkerheden skærer, når hjernen vil minde mig om hans nye liv, som jeg ikke er en del af. 

Så er det, at jeg savner på en dårlig måde. En måde, der gør mig ked af det - og den gør mig usikker. Det er ikke rart at savne, når man ikke kan acceptere, at savn og minder er alt hvad man har tilbage. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar