Så går der måneder, man kommer lidt op til overfladen, og så fantaserer man igen. Denne gang om dagen, hvor han ser én med sin nye kæreste, som er endnu flottere. Og sødere. Og dejligere end nogen anden i hele verden. Eller man fantaserer om dagen, hvor man løber 10 km (uden sved på panden og med gyldent hår, der blæser flot i vinden), hvor han så kommer forbi, helst trist og uoplagt. Jeg tænker meget disse møder. De der møder, som jeg ved kommer. Men efterhånden ved man jo også inderst inde, at mødet nok bliver en trist søndag i Super Brugsen med den billigste leverpostej i kurven og måske endda også nogle tamponer. Sådan er det jo altid.
I dag mødte jeg hans bedste veninde og hendes kæreste. Eller... Mødte er så meget sagt. Kæresten og jeg kiggede på hinanden. Og jeg var hende pigen, der havde alt for meget tøj på, en god gammeldavs skolerygsæk, en telefon helt oppe ved øjnene og endelig et undrende blik, da jeg ud af det blå genkende to meget forelskede mennesker. De der få sekunder, hvor det havde været i orden, at sige Hej, de var gået, da min hjerne endelig kunne finde ud af, hvad der foregik.
Nu fantaserer jeg bare om, at de fortæller ham, at de så mig. (Og at det lignede, at jeg havde det for fedt, som jeg kom gående ned af Falkoner Allé)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar