Om endnu en dum én.

Jo altså, jeg følte et kort øjeblik for at møde nye fyre eller rettere en gammel flamme.

Jeg var så vild med ham her, da jeg var en nyudklækket 3.g'er. Og selvom vi aldrig blev kærester, så blev jeg dybt såret, da jeg lidt for sent fandt ud af, at han bare ville hygge sig og at jeg kun var en god veninde. Årene efter omtalte jeg ham stadig som min store kærlighed og det blev ved med at være noget rodet on and off. Jeg blev ældre og han rykkede sig ikke særlig meget. Og så havde vi faktisk ikke kontakt i meget lang tid.
Jeg fik en kæreste og pludselig syntes han at vi skulle være venner. Jeg syntes det var mærkeligt, især fordi han blev ved med at spørge om vi ikke skulle ses (i byen), når jeg var i København. Det blev endnu mere mærkeligt, da han som den første skrev, da kæresten havde slået op. Ikke noget med at vente en måned eller to, men han skrev bogstavlig talt 1 time efter at det blev 'officielt'.
Han var smart i en fart, ville hjælpe med at flytte og hvad ved jeg. Synes han var lidt respektløs og fandt ud af at jeg bare allermest havde lyst til at slette og blokere ham på facebook. Følte mig stærk og ligeglad med alle de dumme fyre, som åbenbart havde siddet på lur, for at finde ud af hvornår jeg mon blev single igen.
Nå! Men de grimme smser fra min ex tog lidt på min selvtillid og jeg følte lidt at jeg ubevidst sad og ventede på at han ville komme tilbage, så jeg endte faktisk med at kontakte denne gamle flamme igen. Inde i min uskyldige tankegang var det mest ment som et venskab. Vi har altid kunnet snakke godt sammen og jeg ved at han også har haft en ex, som han ikke lige kunne komme over. Så hvorfor ikke, tænkte jeg.
Jeg skrev en sms og han valgte så at vente en uge med at svare. Hans sms indeholdt ikke ret meget andet end: "Har du lyst til snart at ses?". Den ankom kl. 2 om natten. En weekend.

Jeg-vil-ikke-have-en-rebound! Og slet ikke ham. Havde jo bare lyst til at snakke med et hankøn. Det var måske også lidt for naivt, at tro at han kunne blive en ven.