torsdag den 16. maj 2013

At komme videre.


I min desperation sendte jeg for nogle dage tilbage en lang kærlighedserklæring til hr. ex. Den var nok lidt for sukkersød og lidt for meget "jeg kan ikke leve uden dig." Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville med den, og endte egentlig med at jeg håbede, han ikke ville svare mig. 

Men han endte med at svare en lang sms. En sms hvor han skrev at han havde det bedre uden mig. Og en sms hvor han mindede mig om at jeg skulle fokusere på de positive ting i mit liv. Før var det København og vennerne, nu var det ham. Jeg kan se hvad han mener, men alligevel sårer det mig. Tænk at han er så meget videre. Tænk at han kan sidde med sådan et ufølsomt og klart syn på det hele, når mit stadig er sløret. 

Jeg satte mig straks til at skrive en mail, men har egentlig ikke lyst til at sende den. Nok også fordi han skrev, at han følte at han var kommet ud med det der var vigtigt. Så det er bare slut. Ikke mere kontakt og nu skal jeg altså heller ikke hænge fast i det mere. Det går op og ned, for et eller andet sted, fik han sagt de ord der skulle siges. Et eller andet sted fik han mig til at indse, at han ikke fortjener mig. At han ikke fortjener mig, fordi han ikke kan se alle de gode sider jeg bærer. Hvorfor skal jeg prise ham, når han ikke priser mig?

Jeg er bange for den dag, jeg bryder hulkene sammen igen. Jeg synes det er så ubehageligt og det kan godt sammenlignes med de angstanfald jeg får, når nogen kaster op. Jeg kan ikke styre det og jeg får så ondt i hele kroppen. Jeg kan ikke lide de anfald og jeg vil ikke have dem igen, men er bange for at det netop er min angst for angsten som fremprovokerer det. I de situationer føler jeg nemlig ikke, at jeg græder over ham. Det gør jeg, men på den irationelle måde. Over de forkerte ting.

Jeg føler at jeg er kommet nogle skridt videre, og jeg håber ikke at jeg skal tage nogle skridt tilbage i morgen eller om nogle dage.

Da jeg skrev til ham i lørdags, der græd jeg også. Men nogle andre slags tårer. Som om at jeg var ved at give slip, og har egentlig følt det siden da. Jeg tror at jeg er på vej videre, for jeg har også lyst til at lave ting. Såsom at sove hos min bror, det skal jeg i aften. Og måske i sommerhus på søndag med min fætter. Jeg håber det er på vej fremad nu. Det håber jeg virkelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar